Få adgang til dine favoritter og dit program på alle dine enheder.
Login herunder for at vælge dine favoritter og lave dit eget program.
Eventyr-scenen
Opdag Verden-scenen
Vi startede med at vandre sammen som familie den 18. april 2019. Her gik vi vores første tur fra bogen ”Vandreture i Danmark” af Torben Gang Rasmussen. Det var en 3 kilometers tur i Halskov Vænge på Falster. Den hyggeligste tur, hvor vi havde de små bakker og de løse heste og får helt for os selv. Solen skinnede, og der var vindstille – og vi var helt høje over hvor fedt det var, at udskifte den legendariske lørdag formiddagstur til Nykøbing, med en madpakketur i det grønne. Og i vores eufori – og i sjov – besluttede vi, at vi ville gå alle bogens 135 ture med Viggo. Vi er nu oppe på at have gået 68 af bogens ture, heriblandt adskillige flerdages ture, som hver især kun tæller som én tur. Fx gik vi Fjordstiens 139 km henover vinterhalvåret ’20/’21, hvor Viggo var 4 år. Vi gik turen i 8 etaper, og alle kilometre blev gået på egne ben. Det kom der en fin artikel i Politikens rejsemagasin ud af, søndag den 21. marts 2021. Det glade budskab i artiklen var, at man fint kan gå langt med selv de mindste børn – hvis bare de er glade undervejs (og det har vi professor og sundhedsforsker Bente Klarlunds ord for, som også optrådte i artiklen).
Og dét glade budskab vil også være hovedbudskabet i vores oplæg på festivalen. Krydret med den helt centrale pointe, at din egen hårde solovandring og din hyggevandring med familien IKKE behøver at være to adskilte ting. Hvis du griber det rigtigt an, går langsomt frem, og er villig til at slæbe udstyr for 2-3 personer (her bliver du rigeligt fysisk udfordret allerede!), så kan du uden problemer få selv de vildeste vandredrømme og ambitioner opfyldt, sammen med dine børn.