OM OS
festivalen I Lunden i Silkeborg
Historien bag
Om at sætte en by i bevægelse
Det begyndte som et lille frø, der i 2014 blev plantet hos Isabel Morgenstern. Tanken var at sætte byen i bevægelse og gøre noget for lokalsamfundet. Med en professionel baggrund i konceptudvikling, kommunikation og læring kombineret med en stor interesse for sundhed, trivsel og natur kom værdierne på plads og visionen blev tydeligere.
Med fokus på Ry og Søhøjlandets helt unikke natur og det store udvalg af outdoor-aktiviteter, blev frøet vandet, og frem spirede tankerne, og de ville ikke slippe igen. De blev luftet for borgere, foreninger og virksomheder, og der var stor opbakning. Gentagne gange blev der sagt: ”Det er da en vanvittig god idé. Hvorfor er der ikke nogen, der har gjort det noget før?”.
I februar 2015 valgte Isabel Morgenstern at kaste sig ud i det, velvidende at det ville kræve mange interessetimer, penge og hårdt arbejde – med fuldtidsjob og familie ved siden af.
Èn blev snart til flere, og aktører kom hurtigt til fra mange steder for at være en del af projektet. Drømmen om at sætte en by i bevægelse begyndte at tage form.
Med kun fire måneders forberedelse lykkedes det at afholde Outdoorfestivalen den 29. – 31. maj 2015 med over 40 aktiviteter og med outdoormuligheder for både store og små, eliteudøveren, nybegynderen og personer med særlige behov. Det regnede i stride strømme i tre dage, og mange trodsede bygerne og sikrede at første år blev en stor succes.
Til den første outdoor-festival i 2015 kom der 500 mennesker – blandt andet daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt og miljøminister Kirsten Brosbøl. Året efter kom der 1.000 gæster, i 2017 var det tal vokset til 2.000, i 2018 til 4.000 og i 2019 besøgte næsten 10.000 gæster festivalen hen over pinsen.
Og så kom corona…
I 2020 havde vi gjort klar til at modtage 20.000 gæster, men måtte som så mange andre aflyse. Hvis vi afviklede nu, så ville det hele være slut. Der var ingen anden udvej, end at udvikle noget nyt. Og af det kom Outdoor365, som inspirere til udeliv hele året.
I 2021 var vi så heldige at indgå i et samarbejde med Silkeborg Kommune om at udvikle Danmarks Outdoor Festival i Silkeborg første weekend i september. Vores første år i Silkeborg var helt fantastisk og vi er taknemlige for at vi fortsat kan invitere hele familien i tre generationer med til årets fedeste outdoor-weekend.