Emma’s Everest – del 2
Bjergbestigning versus hverdagen – Og de betydningsfulde paralleller
Tekst: Emma Østergaard
Foto: Emma Østergaard og Jakob Urth
Bjergbestigning, siger du? Kan det noget? Ja. Ja, det kan det virkelig. Og i dette blogindlæg vil jeg give dig et udpluk af den læring og udvikling, som bjergbestigning har givet mig. Gear-up sammen med mig, når vi bevæger os på stejle bjergsider, når kulden bider så forfærdeligt, og når lykken smasker den ene følelse efter den anden i hovedet på os: energi, passion, stolthed.
Du får udvalgte beretninger fra de oplevelser og op- og nedture, der alle har bidraget til den enorme læring og udvikling, som jeg i dag bruger i alle livets facetter.
Når du læser, kan du forsøge at drage paralleller til dit eget liv, dine hobbyer, dit arbejde. Forsøg at udlede den læring, som oplevelsen giver, og som du kan tage med dig videre. For pointen er, at den læring og udvikling, som jeg har opnået gennem bjergbestigning, ikke kan isoleres til bjergbestigning. Tværtimod. Du og andre kan nå samme stejle, positive udvikling gennem passioneret og værdifuldt arbejde. Det handler om at se mulighederne.
Følg med på min Instagram emma_oestergaard, hvor jeg tager dig med i hverdagens gøren, træning samt med på mine ture og ekspeditioner. Læs mere om projektet på min hjemmeside www.emmaseverest.dk, hvor du også finder min egen blog og ekspeditionsbeskrivelser. Med et projekt som dette, så byder hverdagen og rejserne på lidt af hvert.
PS: Har du ikke læst første blogindlæg om mit girlpowerprojekt Emma’s Everest, så kan du med fordel også læse det her. Hold øje med kategorien Emma’s Everest på bloggen hos Outdoor365, hvor jeg hver tredje uge deler ud og giver dig et indblik i mit vilde projekt.
Jeg tager en dyb indånding
Det er som om, nogen holder en hånd for min mund, og det giver et ryk i skuldrene, når indåndingen stopper øverst i brystkassen. Jeg tager endnu en indånding. Jeg skal have mere ilt.
Helt rolig nu, Emma. Tag så dyb en indånding du kan, og pust nu alt ud. Helt ud. Det siger jeg til mig selv, mens jeg står på den stejle gletsjerside af Lobuche East under vores topforsøg. Jeg gentager denne proces, og til sidst kan jeg mærke, hvordan min indånding udspiler hele min brystkasse og kommer godt ned i maven. Puha, det var rart. Jeg er igen i kontrol, og jeg får ilt til mine ben og mærker, hvordan hjertet ikke pumper nær så hårdt som før.
Nu er det bare at vende blikket opad og tage seks skridt mere, før den halvskræmmende fornemmelse af iltmangel melder sig igen. Jeg har det for fedt. Det lyder måske tosset, men aldrig har jeg prøvet noget, der er så skræmmende og lykkegivende på samme tid. Jeg føler mig stærk og er ikke i tvivl om, at jeg er fysisk godt trænet. Mentalt er jeg der også, og den eneste tanke jeg har i hovedet er: jeg ved, at jeg når toppen.
For her, på den stejle gletsjerside, udlever jeg min passion. Jeg hakker isøksen ind i væggen, hiver min jumar længere op ad fixrebet, og så er det bare at tage to skridt mere. Det er så simpelt, men så enormt givende. I fuld fokus, og kun med tanke på at tage et skridt mere, bevæger jeg mig langsomt og sikkert op ad bjerget.
Før jeg ved af det, står Jakob og kigger på mig. Jeg kigger tilbage på ham, kigger ned på bedeflagene ved hans fødder, og da går det op for mig: ”Vi har nået toppen, har vi ikke?”. Jeg griner, da jeg spørger Jakob, for hvordan kan jeg overhovedet være i tvivl. Men omkranset af de store 7.000 og 8.000 m. toppe, syner Lobuche East på sine 6.119 m. måske ikke af meget. Ikke desto mindre giver bjerget mig og resten teamet en ægte og enestående udfordring.
Jeg tager endnu en dyb indånding og renser hovedet
Du har netop læst om en af mine mest mindeværdige øjeblikke fra min ekspedition i Nepal i 2021. Bestigningen af Lobuche East var min første +6.000 m. bestigning, og den var vidunderlig.
Utroligt, hvor krævende det er at arbejde i højden, hvor smukt det er i højden, og samtidig hvor skræmmende højden er.
Først og fremmest tager jeg bjergerfaring med mig fra dette øjeblik. Men lige så betydningsfuld er den mentale læring, jeg kan benytte, når situationen spidser til på job og i privatlivet. Læren om at sænke skulderne, lukke øjnene og tage en dyb indånding. Hernæst for at benytte indåndingen til at se fremad, slukke for den buldrende panik, der konstant presser på i baghovedet og blot fokusere på de næste få skridt. Gentagelsen fik mig på toppen af Lobuche East, og den får mig også igennem det enorme administrative arbejde og den store planlægning, som Emma’s Everest også indebærer. Gør du det samme?
Min ro og ”hjemmebane-følelse” erstattes af kvalme
Mit fokus flakker, de negative tanker melder sig, og min hjerne skriger konstant efter pause. Og da pausen endelig kommer, trækker jeg mig lidt væk fra de andre og tvinger maden op igen. Måske begår jeg en fejltagelse, for de næste 10 timer er mit indvendige et komplet kaos: Pause. Jeg trækker mig. Bruger kræfter på at kaste op, selvom jeg intet har at give af: Pause. Jeg trækker mig og gentager. Jeg fryser: Pause. Jeg magter ikke at flytte mig og gentager opkast-seancen. Jeg er så forbandet træt. Og sådan fortsætter jeg.
Solopgangen melder sin ankomst. Det samme gør vinden. Og er der noget, jeg elsker ved bjergbestigning, er det følelsen af solens første stråler. Dens varme. Lyset. Måden den fremhæver det majestætiske i bjergene. Min lige nu mærker jeg kun vinden. Kulden. Og Jakob hjælper mig med at hive endnu en dunjakke på.
Jeg og de andre rammes af vindstød på op til 60 km/t. og en windchill på -30 grader. Jeg dækker mit ansigt helt til og bukker hovedet. Min ånde fryser på indersiden af gletsjersolbrillen. Vi knokler os fremad. Opad.
Her er stejlt, stenet, ruten virker mere besværlig, og vi bevæger os nu i højder, hvor iltniveauet er omkring 40% af det, vi har i Danmark. Jeg zoomer ud. Men denne gang i fuld fokus på, at jeg kan gøre det. Jeg mærker, hvordan hele min krop ryster, men jeg mærker også, at jeg kan presse den mere endnu. Mine ben skal nok få mig op og ned igen, og jeg kører på min mentale styrke.
Langsomt følger jeg i Jakobs fodspor, og vi lægger os i front. Mit mentale game er on fire, og jeg lægger ikke mærke til meget omkring mig. Kun på at følge Jakob op og op og op. Efter 10,5 time når Jakob og jeg sammen toppen af Aconcagua den 23. januar 2022. Jeg er lykkelig, fortumlet, følelsesladet og utrolig udmattet.
Teamwork og den mentale styrke
Bjergberetninger fra en ærlig, presset kvinde. Du har netop læst om mit summitpush på Aconcagua, Sydamerikas højeste bjerg. Nok indtager denne bestigning ikke førstepladsen for mest elskværdige topforsøg. Til gengæld sikrer den sig nemt en podieplads for mest lærerige oplevelser.
Bidende kulde og 10 timers opkast er ikke just favoritten, men er du vimmer, hvor har jeg udviklet mig. Hele min Aconcagua ekspedition var fyldt med udfordringer, og hver dag opstod en ny. Her kunne jeg og de andre deltagere vælge at være problemløsende eller vende om. Nogen vendte om. Jeg nåede toppen.
Mit teamwork med Jakob, samt hans erfaring og energi, var afgørende for, at jeg nåede til tops, og på Aconcagua lærte jeg, hvor utrolig mentalt stærk, jeg er. Hvor langt jeg kan presse mig selv. Men jeg blev endnu engang bekræftet i, hvor yderst afgørende teamwork og andres hjælp kan være for succes. Emma’s Everest er et bevis på, at ressourceprioritering er guld værd, og her refererer jeg både til alle mine stærke samarbejdspartnere, venner, familie og støttende netværk. Brug din egen styrke, og undervurdér ikke værdien i at bede om hjælp fra andre. Teamwork er fantastisk stærkt.
Følg med i Emma’s Everest: Udfordringer, lykke og muligheder
Tak for at have dig med på to meget værdifulde tur-øjeblikke. Som du kan læse, er oplevelserne både præget af udfordringer, op- og nedture, læring og lykke. Dette var blot to udvalgte øjeblikke, og du kan læse de fulde bjergberetninger fra hhv. Nepal og Aconcagua samt mere til på min hjemmeside. Følg også med på Instagram, hvor jeg deler ud af hverdagens gøren, og netop bruger denne enorme udvikling, som bjergene giver mig. Jeg håber, at du kan bruge mine små beretninger.
Jeg elsker at udvikle mig, og jeg har erfaret, at jeg opnår denne udvikling ude på dybere vand. Det er her, jeg bliver udfordret, samtidig med at opgaven kan løses. Det er enormt pressende. Det er ikke altid sjovt. Men det er også så meget mere end det. Det er lykkegivende, livs givende, motiverende, og jeg kunne fortsætte den positive opremsning.
Pointen er, at jeg i denne proces har lært at se og skabe mulighederne og hermed forstår at løse udfordringen. For mig er der ikke kun ét rigtigt resultat, og jeg ser mange veje, man kan gå, for at komme i mål med opgaven.
Gennem mit girlpowerprojekt har jeg opbygget en mental styrke. En stolthed. En tro på mig sig. Og ikke mindst en uvurderlig, fantastisk læring, som jeg kan benytte i alle livets facetter. Det er yderst motiverende, og glæden for at videregive inspiration og motivation er en klar drivkraft.
Jeg går ind for at virkeliggøre drømmen, fremfor at lade den forblive en illusion. Gør du også?
Er du til en snak om, hvordan Emma’s Everest også er et finansieringsprojekt, udstyrssnak og fællestræning, så glæd dig til de næste episoder her på bloggen hos Outdoor365.
