Cykelpigerne – Det sidste vers for denne omgang
Tekst og foto: Julie og Ida
Next stop: Thailand. Sådan lyder meldingen i højtalerne på færgen, da vi nærmer os Tammalang Pier i den sydlige del af Thailand. Det er med sommerfugle i maven, vi går i land. Vi går nemlig nu vores sidste del af det asiatiske eventyr i møde. Allerede efter de første få kilometer, kan vi mærke, at Thailand er noget helt andet end de lande, vi hidtil har besøgt i Asien. Her er det langt mere roligt, længere mellem byerne og dermed også langt mere natur.
Thailand giver os dog også en mindre udfordring. Ikke nok med at de selvfølgelig har deres eget sprog, så bruger de også et helt andet alfabet, så hvis det tidligere har været en udfordring at forstå menukortene, er det her stort set en umulig opgave her. Det går dog med lidt fagter i de mindre turistede områder, og ellers kan de fleste heldigvis en smule engelsk, og hva’ skidt, så længe de forstår, at vi gerne vil have noget mad…
Krabis paradis
Thailand er et af de lande, vi begge har hørt mest om inden afrejsen, så vi har allerede inden ankomsten lidt forskellige punkter på listen over, hvad vi gerne vil opleve, mens vi er her. Første stop er området Krabi ved vestkysten. Området er specielt kendt for Tiger Cave Temple, som er et tempel for foden af et bjerg, hvor en stor Buddha statue sidder på toppen af bjerget. Stedet er kendt for sin stejle trappe, som fører til statuen, så det er selvfølgelig noget, Julie skal udforske lidt nærmere. Turen til toppen giver sved på panden, men det er uden tvivl kampen værd, når man ser udsigten fra toppen.
Udover bjerge med statuer, byder Krabi også på de smukkeste paradisstrande. Mange har nok hørt om Railay Beach som, trods det er en del af fastlandet, af mange bliver omtalt som en ø, da man kun kan komme dertil med båd, fordi området er omgivet af bjerge. Strandene er kridhvide, krystalblåt vand glinser roligt over de mange skaller og i træerne kravler bladbrilleaber afslappet rundt. Da vi kommer, finder vi ud af, at Claudia, vi mødte i Malaysia, også er her. Vi teamer op og begiver os på en vandretur rundt til de mange grotter, området har at byde på. Eller vi forsøger i hvert fald, men da der de seneste dage har været massiv regn, er mange af stierne så mudrede, at det er mere eller mindre umuligt at begive sig rundt.
Der er heldigvis andet på listen over ting, vi kan lave her. Området er populært for klippeklatring, så det skal vi da helt klart forsøge os med! Og vi må sige, at vi ikke et sekund har fortrudt. Udsigten fra toppen af en klippe er fantastisk, følelsen af at kunne mærke alle muskler være i gang og adrenalinen suser rundt i kroppen. Nøj, hvor vi elsker det!
Ferieøen
Distancerne her i Asien er jo langt fra så lange, som vi kendte dem i Sydamerika, så efter et par cykeldage er vi ved endnu et stop, øen Koh Phangan. Denne ø er kendt som en rigtig festø, hvilket er mere eller mindre, det eneste man kan lave der. Vi må erkende, at vi har savnet en god fest, mens vi har været afsted, så det er da en ø, vi har set en smule frem til at besøge. Vi har fundet turens billigste og bedste hostel. Det er et hostel med alverdens aktivitetsmuligheder -pool, paddle, fodboldbane, fitness og mere til, og så til sølle 20 dkk pr nat pr mand. Vi får nogle sjove og festlige relationer her, men efter et par dage trækker cyklerne igen. Sidste ryk gennem Thailand er en uge kun med cykeldage, og det er helt fantastisk. Nætterne bliver tilbragt i de thailandske templer, og vi suger den sidste kultur til os, for pludselig møder vi skiltet “Bangkok”. Det er med blandede følelser, at vi befinder os i Thailands hovedstad, for det betyder, at vi er på vej hjem til Europa igen.
Vi har en lille uges tid i Bangkok, hvor vi ser byens mange for- og bagsider og endnu engang mødes med Claudia, inden vi hopper på flyet og igen befinder os i et velkendt kontinent.
Sommer i Europa
“Hvad glæder I jer mest til ved at komme til Europa igen?” er et spørgsmål, vi efterhånden er blevet spurgt om et par gange. Og vi kan begge svare uden at blinke: FRISK REN LUFT! Det er den vildeste følelse at træde ud af lufthavnen i Paris, hvor vores lunger for første gang i 3 måneder bliver fyldt med frisk luft. Det er næsten et kulturchok at komme tilbage til de europæiske standarder igen. Specielt færdselsregler er godt nok lige noget, man skal vænne sig til igen…
Vores første dage i Europa bliver brugt i Paris, hvor vi besøger alt det, man nu skal se. Herefter starter vores tour de “Sommer i Europa”. Vi har begge glædet os til vores tid i Europa, for vi er nemlig tilbage til den gode tid i telt igen. Det har været så fantastisk at rejse i Asien, men vi har savnet den frihed, vi har, når vi bare sætter teltet op, når vi bliver trætte.
I Europa kan det dog være en udfordring, sammenlignet med Sydamerika, at finde en skov at slå teltet op i, da det ofte er privatejede områder. Derfor er vi tilbage til “door knocking”, hvor vi banker på dørene i små landsbyer for at finde en baghave, hvor vi må slå teltet op for en nat. Netop denne overnatningsmetode er vi virkelig også vilde med, for vi møder de lokale, men på en helt anden måde end når vi bor hos lokale gennem Warmshowers. Det, at møde lokale, som ikke er vant til at have cykelrejsene boende, giver anledning til nogle helt andre samtaler og spørgsmål.
Drømmen om varme sommeraftener
Da vi kom til Indonesien, sendte vi vores telt og soveposer hjem til Danmark, da vi vidste, at der ikke blev brug for det i Asien. Det ærgrer vi os dog en smule over, da vi senere i Asien planlægger ruten gennem Europa. I første omgang var tanken nemlig, at vi skulle cykle fra Hamborg og hjem til Give. Det ville være et par cykeldage, hvor vi ville kunne finde indendørs overnatning. Ruten blev jo så ændret en smule, da vi gerne vil nå at besøge alle vores europæiske cykelvenner på vejen hjem. Det betyder, at vi i stedet for to cykeldage ender med at have en måned i Europa. Vores gamle telt gik i stykker undervejs i Sydamerika, så uanset hvad bliver vi alligevel nødt til at købe et nyt telt.
Vi har nok haft en lille tendens til at idyllisere sommeren i Europa, for vi er i hvert fald helt overbeviste om, at de lagner vi har fra Asien og et par fleecetæpper fra Thai Airways er nok til, at vi kan holde varmen i teltet… Vi bliver ret hurtigt klogere. En nat ender vi med at tage alt vores tøj på, men fryser fortsat, da garderoben består af hørbukser og korte toppe. Da vi kommer til Rekem i Belgien, besøger vi, Stijn, vi cyklede med i Sydamerika. Vi fortæller ham, at vi lige bliver nødt til at købe et par nye soveposer. Det vil han ikke høre tale om, for han er helt sikker på, at hans mor har hans gamle soveposer endnu. Så på den måde ender vi med to meget store, men også ualmindeligt dejlige soveposer.
Gode tider med gode venner
Vores dage med Stijn er helt fantastiske. Vi bor hos hans mor, hvor både Stijn og hans bror er. Vi får snakket om alle de gode minder fra Sydamerika, tager på en lille kajaktur og spiser de famøse belgiske pommes fritter, som Stijn brugte lang tid i Sydamerika på at fortælle os om. Efter nogle gode dage i Belgien, hvor vi, udover mødet med Stijn, tilbringer tid på en lokal festival, besøger Bruxelles og spiser lækker europæisk mad på hyggelige cafeer i krogede gader, triller cyklerne mod Amsterdam. Her besøger vi den cykelhandler, som for 10 måneder siden blev vores redning og på 12 timer sørgede for splinternye cykler til os. De står alle klar med kram og en masse spørgsmål. Det er næsten en følelse af at komme hjem, da vi ser hele teamet igen. I Amsterdam bruger vi et par dage, hvor vi får lov at bo hos cykelhandleren. Han og hans kone viser os lidt rundt i byen, inden vi igen sætter kursen længere mod nordøst og den tyske grænse.
Efter nogle regnfulde dage står vi i indkørslen hos Carla og Julius, et af de få unge par, vi mødte i Sydamerika. Det er endnu engang en varm og kærlig velkomst, hvor Julius’ forældre, som vi skal bo hos, står klar med trerettersmenu, et varmt bad og masser af snak. Carla og Julius viser os rundt i Hamborg og deres hjemby, Buxtehude. Tilfældigt kommer vi til at snakke med Julius’ far om, at vi gerne vil besøge nogle museer med lidt mere fokus på 2. verdenskrig og Berlinmuren. Han mener ikke, at det er noget, vi finder meget af i Hamborg, men i stedet bør vi tage til Berlin. Vi selv har lidt svært ved at finde en god rute hjem til Danmark, da vi egentlig har lidt for meget tid, så en hurtig beslutning bliver, at vi, i stedet for at lave en lang omvej gennem Nordtyskland, tager til Berlin i et par dage. Og sådan ender vi i Berlin. Til vores held har vi en sidste cykelven i Europa, som lige er flyttet i et kollektiv i Berlin. På den måde får vi slået to fluer med et smæk -vi får besøgt både Berlin og Simon, nårh ja, og endnu en gratis overnatning ;)).
Overvældende hjemkomst
Cyklerne står fint og venter på os hos Julius’ forældre, da vi kommer tilbage fra Berlin. Og tiden man både har frygtet og længtes efter er kommet -nu går turen direkte mod Danmarks grænse. Det er lidt vemodigt, men vi føler os også klar til at komme hjem til alle de gode mennesker, som vi har savnet hjemme i Danmark.
Som et sidste stop inden grænsekrydsningen slår vi et smut forbi Fleggaard. Vi har nemlig siden starten af turen haft en lille joke med, at vi da helt klart skulle have en ramme med bag på cyklen, når vi kører hjemad. Og sådan bliver det. Med godt læssede cykler og højt humør nyder vi turen op gennem det sønderjyske. Den sidste nat i vores elskede telt på denne tur, bliver i baghaven hos “Annettemor”, som hun, siden vi var her sidst, er blevet omtalt. Vi boede nemlig den allerførste nat på turen i en skøn dames baghave. Hun har trofast fulgt med og heppet på os hele turen igennem, så selvfølgelig skal den sidste nat også bruges hos hende. Dagen er kommet, d. 6. august 2023, cykler vi af sted fra Jels. Turen går af velkendte landeveje og så står vi pludselig foran byskiltet, som fint melder, at vi er ankommet i Give. Ved indkørslen til Julies barndomshjem, som vi også cyklede afsted fra, er vejen blokeret af alle de mennesker, vi har savnet de seneste 324 dage. Der bliver krammet, grinet, snakket og fortalt, og en smule sved løb vist også i øjenkrogen på et par stykker af os. Det er meget surrealistisk, og som vi nemt har vænnet os til hverdagen på cyklen, føles det skræmmendehurtigt meget naturligt at være herhjemme igen.
Hvad så nu?
Er det så bare slut med Cykelpigerne nu? Hvis det er det, du håber, så må vi skuffe dig. For vores vedkommende er dette kun begyndelsen. Vi har mødt så mange spændende mennesker fra alverdens afkroge af verden og med alverdens rejsehistorier i bagagen, som bare har affødt endnu flere drømmedestinationer for os. Den næste tid skal bruges på lige at lande hjemme i det danske igen, men der går nok ikke mange måneder, før kæderne bliver smurt, taskerne pakket og næste flybillet bestilt.
Skulle det være gået din næse forbi, så er alle vores vilde oplevelser at finde på både Instagram og Facebook under navnet Cykelpigerne. Mon ikke vi bliver ved at lave et lille skriv i ny og næ der også!
Tusind tak for at vi har måtte dele vores vilde oplevelser med dig. Vi håber, du har lyst at hænge ved lidt endnu.
Krammer fra Ida og Julie