Sidste weekend i august
Danmarks Outdoor Festival 2024

Cykelpigerne indtager Afrika

Tekst og foto: Julie og Ida

Det er et stykke tid siden, vi har skrevet noget herinde, så vi må hellere starte med at introducere os selv. Vi er to 22-årige veninder fra Give ved navn Julie Hölck og Ida Engstad, der efter at have afsluttet gymnasiet var fyldt med den vildeste eventyrlyst. Derfor tog vi på vores første store cykelrejse i efteråret ’22: Knap 11 måneder i Sydamerika, Asien og Europa spækket med hyggelige møder med lokale, skønne dage i naturen og 15.500 km i benene. Turen bød på så mange fede oplevelser, at vi allerede, da vi kom hjem d. 7.august 2023, var klar over, at vi bare måtte afsted på cyklerne igen.
De næste ni måneder blev brugt på at tjene penge, tilbringe tid med venner og familie samt planlægge næste eventyr. Som du måske har gættet ud fra bloggens titel, går turen nemlig til AFRIKA!

MADAGASKARS MAGI

7.maj 2024 flyver vi fra Billund til Madagaskars hovedstad, Antananarivo. Vi samler cyklerne på hotelværelset og fylder madtaskerne op, så vi er klar til at komme ud på den madagassiske landevej. Og ja, det er i ental! Madagaskar har en masse små stier og grusveje, som er tæt på umulige at cykle på og meget tidskrævende at køre på, og en enkelt hullet, men asfalteret vej. Den hedder RN7 og kører fra hovedstaden til den sydvestlige havneby, Toliara. Netop her skal vi cykle de næste to uger.

Det er en kæmpe befrielse at komme ud af byens larm og trille ud på landet. Vi starter i Madagaskars højland, hvor bjergene prydes med rismarker og grantræer. Efter et par dage med stejle stigninger og vidunderlige udsigter, tager vi et smut til den østlige del af øen. Her er der nemlig en regnskov fyldt med endemiske arter, der altså kun findes på Madagaskar. Heriblandt lemurer! Vores første møde med halvaben sker i Ranomafana Nationalpark, hvor vi på en vandretur er så heldige at møde lemurfamilier af hele fire forskellige slags, nemlig den rødmavede-, gyldne bambus-, brune- og Milne-Edwards sifaka lemur. Vi står helt inde i regnskovens krat, stivner og måber over synet af de elegante dyr hoppe rundt i trækronerne.

Hvis man har set Madagaskarfilmene ved man dog også godt, at vi endnu ikke har set den sejeste af lemurerne kendt fra figuren, Kong Julien!

I jagten på ringhalede lemurer cykler vi længere sydpå for at komme til et mere tørt savannelandskab. Flade golde stræk og store klippeformationer danner ramme om Isalo Nationalpark, der desuden indeholder smukke naturlige pools og en lille skov. Med god hjælp fra vores guides får vi slæbt cyklerne ind i skoven, hvor vi slår teltet op. Idet pløkkerne sættes i jorden, hører vi pludselig noget skratte i de nærstående træer. En sort-hvidstribet hale slænger sig ned fra en gren, hvorefter en hel familie af ringhalede lemurer titter frem. Nu sker det! Vi ser selveste Kong Julien, som faktisk var den oprindelige grund til, at vi fik drømmen om at cykle på Madagaskar. Det er fuldstændig magisk!

NØGENT MØDE MED DEN TREDJE VERDEN

Magien i nationalparkerne står dog i stor kontrast til hverdagen på Madagaskar. Hver dag passerer vi fattige landsbyer, hvor husene er lavet af mudder, toilettet er et hul og indbyggerne sover siddende på gulvet. De lokale går barfodet flere kilometer hen til den nærmeste flod for at vaske tøj og bære drikkevand med hjem til landsbyen. Både mænd, kvinder og børn arbejder hårdt i marken, så sveden drypper. Nærmest lettede ser de os ud af øjenkrogen og danner en stille konsensus om, at Cykelpigernes forbipasseren må være en fair undskyldning for en tiltrængt pause. De trækker vejret dybt og kigger på os med store, skeptiske og en smule skræmte øjne. Kort efter dukker store smil op, og de vinker ivrigt, da det går op for dem, vi bare er to uskyldige “vazahaer” på cykel. “Vazaha” er det madagassiske ord for “fremmed/udlænding”, hvilket de af flere omgange får råbt efter os.
I starten er vi lidt i tvivl, om vi skal tolke det fornærmende, at de sådan skal påpege vores etnicitet, men det er bare en simpel konstatering: “Du er da ikke herfra”-agtigt. Børnene udvider råbene ved at tilføje det malagassiske udtryk for slik, nemlig “bon bon”. De fattige børn ved nemlig godt, at udlændinge har mange penge, så det er helt naturligt for dem (og endda også i flere tilfælde deres forældre at bede om lidt sødt).
Børnene står sjældent stille, når de råber: “Vazaha, bon bon”. Det foregår derimod i fuld spurt efter os.

Det er på mange måder chokerende at møde en så fattig lokalbefolkning så tæt på. At være vidne til hårde skæbner med stenhuggeri dagen lang resten af livet,  tvungen moderskab som 16-årig og tiggeri fra barnsben. Hvilken fremtid… Det er ikke som sådan overraskende, da vi har set masser af billeder hjemmefra, men alligevel hårdt mentalt at tage ind uden en skærm imellem. Vi beroliger os ved tanken om, at kun findes otte fattigere folkefærd i verden, og at det trods alt virker til, at de finder glæden i de simple liv. De griner og smiler så ægte, som vi aldrig har set andre udtrykke glæde før.

De er også gæstfrie i den udstrækning, de nu har mulighed for. Vi bliver blandt andet vist rundt i en tilfældig landsby, får lov til at sove i et sognehus og hos en lokal familie.

Efter godt 1000 km i sadlen gennem elendighed, livsglæde og magisk natur, når vi enden af RN7 i Toliara.

Turen tilbage til hovedstaden foregår ad et off-road track langs vestkysten med en lokal chauffør, som har plads til cyklerne på bilen. En fire dages køretur vi primært vil huske for ekstrem køresyge, storslåede baobabtræer og en bekræftelse af, at cyklen bare er fedest til at udforske nye egne!

Næste stop: Kenya

Efter tre uger på Madagaskar er vi nu klar til at rejse videre mod det afrikanske fastland.
Vi lander i Nairobi, Kenyas hovedstad. Her bliver vi hentet af en dansk familie, som vi har fået lov at bo hos i den uges tid, vi skal være i byen. Tiden bruges på safari med familien, hvor vi ser alt fra elefanter og næsehorn til zebraer og giraffer. Vi er på gåtur i Afrikas største slum, Kibera, og besøger den danske ambassade, da faren i familien, vi bor hos, arbejder netop her.

På ambassaden får vi gode kontakter samt et hav af råd til vores videre færden på cykel. Vi må indrømme, at vi har frygtet turen ud af Nairobi en smule, da vi har hørt en masse historier om alt fra bevæbnede røverier til overfald, men vi kan hurtigt ånde lettet op, for her er ganske fredeligt. Folk smiler blot, hilser og vinker os videre. Turen igennem det kenyanske landskab byder på dage, hvor vi cykler blandt zebraer og giraffer, der græsser langs landevejene. Som på sidste rejse har vi taget vores foretrukne overnatningssted med, nemlig vores telt. Der er ikke de store muligheder for wildcamping, men mange hoteller tilbyder camping i deres haver -så føles det næsten som det frie liv i naturen ;).

Cykelpigerne i “Løvernes Konge”

Et af vores første stop her i Kenya er ved nationalparken, Hell’s Gate. Nationalparken er fyldt med græssende zebraer, giraffer og gazeller. Vortesvin slås i det høje græs, og baboonaber sidder i vejkanten og holde skarpt øje med de cyklister, der kommer trillende igennem. Dette er nemlig en af de få nationalparker, vi kan cykle i.
Mens vi cykler igennem det storslåede landskab, fortæller vores guide, at denne nationalpark har været inspirationskilde til flere film, heriblandt “Løvernes konge”. Mens han fortæller, peger han rundt for at vise specifikke klipper og kløfter, som er direkte inddraget i filmen.

Tilbage på campingpladsen hvor vi bor, fortæller ejeren, at der i søen, som campingpladsen ligger ned til, bor flodheste, og at vi måske har bemærket de store fodspor rundt på pladsen. Mens vi nikker, smiler hun og siger, at det er flodhestene, der kommer op på land om natten for at græsse. De er heldigvis bange for nye objekter og ikke konfronterende, så hvis bare vi bliver inde i teltet, er de ikke farlige for os. Efter mørkets frembrud kan vi ikke lade være med at åbne teltdøren en smule for at observere de store tunge dyr, der bevæger sig langsomt rundt på land. Det er en fuldstændig vanvittig følelse at ligge i sin sovepose, trække natbrillerne op i panden og få det udsyn!
Vi kan slet ikke få nok af flodhestene, så da vi finder ud af, at vi kan booke en bådtur rundt på søen og se de store dyr, er vi solgt!

Flodhestene ligger med hele kroppen under vandet pånær næsebor og øjne, der lige titter frem. Vi sejler helt tæt på, knipser en masse billeder og pludselig udbryder en af flodhestene et ordentligt brøl, hvorefter vores styrmand hurtigt får vendt båden, smidt godt med fart på motoren og sejler afsted. Han smiler til os og siger, at godt nok er dette nogle rolige dyr, men så snart de giver lyd fra sig, handler det om at komme væk i en fart.

Udsigt over Afrikas største sø

Turen fra Hell’s gate, som ligger lidt nordvest for Nairobi, går mod syd, hvor vi har kurs mod Victoriasøen, Afrikas største sø. Vi tager en hviledag i byen, Kisumu, som ligger helt ned til søen. Vi drømmer om picnic med fødderne i vandkanten. Den drøm falder dog lidt til jorden, da vi for det første finder ud af, at der både er krokodiller og parasitter i vandet. For det andet er hele den del af byen, som ligger ned til vandet, industri og af den grund afspærret område. Et par lokale fortæller os, at vi kan tage 4 km længere mod øst, hvor der er en restaurant, hvorfra vi kan sidde med udsigt til søen. Vi hopper på en Boda-Boda (som de afrikanske motorcykeltaxaer kaldes), og så kører vi ud til et lille paradis udenfor industribyen. Her er palmernes blade parasoller over restaurantbordene, og maden bestilles til lyden af bølgeskvulp .

Fra Kisumu sættes kursen videre mod grænsebyen, Busia, hvor vi krydser ind i Uganda. Det kræver ikke mange kilometer i Uganda, før vi finder ud af, at her ikke er et eneste stræk, som er fladt. Det er konstant små bakker. Op og ned, op og ned.

“Mzungo, give me your bike”

Bakker er heldigvis ikke så hårde, når man har et trofast heppekor. Det er nemlig ikke kun Madagaskar, der kan diske op med tilråb fra lokale. Også her på fastlandt kan de, og det er uanset om vi cykler inde i storbyernes kaos, eller om vi er langt ude på landet omgivet af rismarker og bjerge.

Dagligt giver citater som: “Mzungo, I love you” og  “Ooooh beautiful, please marry me” os et smil på læben. Også her løber børn efter os. Dog er deres tilråb: “Mzungo, give me your bike” ikke formaninger, der er nemme at tage seriøse. Det er heldigvis også tydeligt på de storsmilende unger, at de egentlig mest af alt bare forsøger at fange vores opmærksomhed.

Vi oplever ikke på denne tur samme interesse for værdien af vores cykler, modsat er det faktisk sjældent at de lokale spørger specielt meget ind til dem, sammenlignet med i Sydamerika og Sydøstasien. Det sker dog i ny og næ, at en ung frisk fyr på motorcykel triller op på siden af os og spørger, om vi skal bytte – en cykel for hans motorcykel ;).

Afrikansk streetfood er det nye sort

Vi har efterhånden rejst med cykler i mange vægtklasser. I Sydamerika hvor der var flere 100 kilometer mellem byerne, og taskerne derfor skulle være proppet med mad til en uges tid. I Sydøstasien hvor vi ingen mad bragte med os rundt, simpelthen fordi 7-elevenmad og restauranter var så kriminelt billigt.

Her i Afrika bevæger vi os lidt rundt i en mellemting. Langs landevejene er der nemlig fyldt med små boder, som laver de lækreste fladbrød, kaldet chapati. Udover chapati er der også fyldt med sælgere, der alle sælger de lækreste avocadoer og mangoer, hvor intet af det koster mere end et par danske kroner.

Den daglige menu består derfor af havregryn, som nydes med koldt vand til morgenmad. Frokosten er chapati med dåsetun og avocado, og aftensmaden pasta med dåsetun og avocado. Det hele toppes med en mango at gå i seng på. Vi klager altså ikke!!!

På trods af de mange bakker flyver vi afsted af Ugandas landeveje, og før vi får set os om, er vi i Kampala, Ugandas hovedstad. Inden ankomsten her slår vi et smut forbi byen, Jinja, hvor Ida får krydset Bungeejump af bucketlisten.

Vi har gennem vores rejser været i mange hovedstader, men aldrig har vi været i noget til sammenligning med Kampala. Her er mildest talt KAOS!!!!!! Uanset hvor vi kigger hen, er der boda-bodaer, der fylder de smalle gader, busser dytter, fodgængere løber hektisk over vejene i forsøg på at undgå at blive kørt ned. Ved synet af dette, er vi ret så taknemmelige for, at den engelske cyklist, der har åbnet sit hjem for os, har informeret os om, at vi for alt i verden skal undgå at cykle på hovedvejen ind i byen. I stedet guider han os ad en øde grusvej til en “havn” -i bedste afrikansk stil: en masse små træbåde, som kan sejle os over Victoriasøen til Kampalas bred.

Tiden i Kampala bruger vi på at være lidt kulturelle. Vi ser Østafrikas største moské, samt besøger Kabaka’s Palace, hvor vi hører om Ugandas tidligere diktator, Idi Amin. Nu skal vi jo ikke være alt for politiske, men føj for pokker en modbydelig mand!! Udover at opbygge så meget magt, at han formåede at smide den daværende præsident ud af landet, byggede han fængsler, hvor alle der udtalte den mindste kritik om ham, blev smidt ind. Han havde spioner i gaderne, så uanset om man udtalte sig offentligt eller i det private om holdningen til den nye leder, blev man fængslet. I fængslerne sad fangerne fængslet til de døde. I hvert kammer, som ikke var meget større end 15 km^2, blev smidt 100 mænd ind, så de stod trængt op skulder ved skulder. I desperation for at få ilt endte de med at slå hinanden ihjel. Ingen mad eller vand blev sat ind i cellerne, så hvis ikke de slog hinanden ihjel, døde de af sult.

Vi går rundt med en guide i et af fængslerne. Her fortæller han de grufulde historier, og pludselig lyser han med en lommelygte ind på en af cellernes vægge. “Piger, kan I se håndaftrykkende dér? Det er blod fra fangerne. Alle de rød-brune pletter I ser op og ned ad væggene, det er hvad, fangerne har efterladt.”

Guiden fortæller ligeledes, at der var så mange lig, at man ikke kunne grave dem ned, så i stedet smed man dem i Victoriasøen og Nilen.

Vi når ikke langt derfra, før Ida smågrinende kigger på Julie og siger: “Hvor er jeg glad for, at jeg ikke fik hovedet under vand i det bungeejump, jeg lavede over Nilen…”

Sidste landegrænse… For nu.

Efter et par dage i det intense Kampala, cykler vi nu ud på denne turs sidste etape. Turen går fra Kampala vestpå mod Rwandas grænse. Det vestlige Uganda er langt mindre trafikeret, da der ikke er mange lastbiler, der skal denne vej. Der er ligeledes mindre befolket, hvilket betyder lidt mere ro og natur til de to cykelmyg. Efter seks dage i sadlen krydser vi den sidste landegrænse for nu. Vi har hørt fra mange, at Rwanda, som vi nu cykler i, er Afrikas Europa. Her skal eftersigende være langt mindre affald i gaderne, færre biler og mindre afrikansk kaos. Det kan vi kun bekræfte! Her er faktisk færdselsregler, styrthjelm er et krav, højhuse og det virker næsten som en europæisk storby.
Rwanda har på trods af sit smukke ydre dog en temmelig grim historie at gemme på. Mens vi er i Kigali, besøger vi et museum om folkedrabet, der fandt sted i 1994. Der er på dette tidspunkt tre stammer i landet, Tutsi, Hutu og Twa. Rwanda er tysk koloni, men grundet del og hersk-princippet, vælger tyskerne at give magten til Tutsierne. Dette er Hutuerne ikke tilfredse med, og derfor begynder de en udryddelse af Tutsierne. De slagter alt på deres vej med macheter. De gør alt, hvad de kan, for at stoppe tutsierne i at formere sig. Børn bliver brutalt myrdet, og kvinder voldtaget og dræbt. Man vælger sågar at finde HIV-smittede mænd til at voldtage kvinderne og dermed smitte videre.
Folkemordet står på i 100 dage og resulterer i at over en million rwandere mistet livet.
Vi må indrømme, vi er ret chokerede over hvor mørke og brutale historier de afrikanske lande, vi har rejst i, gemmer på. De stemmer langt fra overens med de kærlige smil, vi hver dag mødes af. Måske det er derfor smilene er der. Rwanderne har fundet ud af, at krig, vold og mord blot gør ondt værre.

Efter en uges tid i Rwandas hovedstad skilles Cykelpigernes veje for en stund. Julie tager begge cykler under armene og flyver hjem til Danmark, hvor hun vil nyde lidt dansk sommer med familien, inden arbejde og lidt smårejser står for døren. Ida har fundet sig en rygsæk, som hun har smidt det mest essentielle i, samt iklædt sig safarihat og hurtigbriller. Hun vil den næste måned rejse lidt rundt med bus i Tanzania, hvorefter hun skal arbejde på en skole i Malawi. Senere går turen til Japan, og derfra må tiden vise, hvor vinden bærer hende hen.

Cyklerne bliver parkeret, men nu må vi se hvor længe, vi egentlig kan holde os fra dem. Cykler eller ej, vores Instagram og Facebook bliver fortsat mindebog med billeder og anekdoter fra vores fremtidige rejser, så er du nysgerrig på at høre mere fra os, kan du følge med under navnet “Cykelpigerne”.

Mere inspiration

Følelsen af frihed

En søndag uden plan drog jeg på tur på Djursland i en Nissan Qashqai med Groenberg-tagtelt. Jeg nød morgenmad ved Kalø Slotsruin, fandt ro i naturen ved Aarhusbugten og spiste aftensmad med udsigt til Ebeltoft. Turen sluttede med overnatning ved Naturhotellet, hvor solnedgangen fra tagteltet var en perfekt afslutning. Outdoorbilen gav frihed til at udforske Djurslands smukke landskaber og finde ro i naturen.

Abisko vandretur og Icehotel – God start i Sverige

Abisko vandretur og Icehotel – God start i SverigeEfter en smuk køretur over bjørnefjellet og ind i Sverige, tilbragte Núna og jeg en nat lige over grænsen, kort før Abisko. Vi stod tidligt op næste dag for at få mest muligt ud af dagen.Hej, jeg er Anja Robanke og jeg...

Magiske Runde og livet på vejen mod Narvik

Oplev magien på den charmerende ø Runde, Norges fugleparadis, og følg med på vores rejse op ad E6 med alle dens små eventyr, vejafgifter og vejrmæssige udfordringer

Tag grillen med på farten

Tag grillen med på farten

Rejsedagbog fra en teamtur til østrig

Rejsedagbog fra en teamtur til østrig

Ferien var fantastisk og derefter den våde tid

Jeg tror temaet for denne blog må være regn. Det har regnet ufattelig meget, og når det ikke regner meget, så drypper det konstant.

Sommeren kom bragende her i Norge

Sikke en ændring i vejret! Varmen kom pludselig og slog både mig og Núna ud af kurs.

Gitte holtze – vandring er en gave

Gitte holtze – vandring er en gave

Turen op ad i Norge med store kontraster

Efter at have bevæget os i den sydlige del af Norge har vi valgt at kører opad. Og her er vores sidste par ugers eventyr rundt i autocamperen. Foråret kommer og går afhængig af om vi kører op i fjeldene eller ved i varmen igen.

Kom til Mini Outdoor Festival i Bilernes Hus

Der er masser foredrag og aktiviteter for hele familien, når Bilernes Hus i samarbejde med Outdoor 365 inviterer til Mini Outdoor Festival lørdag 25. maj kl. 11-17.

Vil du også prøve det hele i 2024?

Med armbånd får du adgang til fede aktiviteter, spændende foredrag, kæmpe madmarked, grillout workshops, outdoorbar og bodgade med vilde tilbud på grej!

KØB BILLET

Kom til adrenaline rush på Fort Østerlund!

Fort Østerlund tilbyder i år et hav af oplevelser som ekstern arrangør. Køb en billet og kom ud til Fort Ø for at få opfyldt dit adrenalinbehov! Der vil være kæmpegynge, totorvsbro og vippe.
Så du er garanteret et smil på læben og en masse gode oplevelser - ved Fort Østerlund.

OBS. Gælder kun ved gyldigt festivalarmbånd.

Sikkerhed

Alle aktiviteter med højde eller risiko er sikkerhedsgodkendte af Force og Politiet. ​ Ved alle vores aktiviteter skal man have lukkede sko på. Fx kondisko. Det er ikke tilladt at deltage med sandaler, træsko og klipklappere. Denne regel gælder også ved de udfordringer, hvor man kan falde i vandet. ​ Husk at det altid er muligt at få et bad, når I har været ude og prøve kræfter med vores aktiviteter. Medbring selv håndklæde, sæbe og evt. poser til våde sko og vådt tøj. Der følger en af vores instruktører med jeres gruppe rundt til de forskellige øvelser og udfordringer. Instruktøren vejleder, holder styr på sikkerheden og noterer i pointscorelisten. ​ Det er ikke tilladt for berusede personer at benytte aktiviteterne. Narkotika af en hver form er forbudt. ​ Du deltager på eget ansvar og bør tjekke dine personlige forsikringer.

Minimumsalder

Vi har en generel minimumsalder på vores aktiviteter på 18 år. Dog kan 14-årige også prøve, hvis man er sammen med værge og der underskrives en ansvarserklæring.
KØB

Ly campingvogn 1050 kr

Kom og stil din campingvogn hos Ly Outdoor Camp.
Fælles for alle pladser er følelsen af at ligge i ly af skoven. Campen er omkranset af træer og ligger desuden kun en spytklat – nærmere bestemt et par hundrede meter – fra Remstrup Å, som er en del af Gudenåen.

Info:

  • Der kan parkeres én bil på hver plads.
  • Pladsen er din fra torsdag d. 29. august kl. 10 til søndag d. 1. september kl. 16
  • Prisen er inklusiv strøm
KØB

Ly X Nordisk Glamping 4 personer 3600 kr

Til naturelskere, der sætter pris på en glamourøs indpakning, tilbyder vi overnatning i “Ly x Nordisk Glamp Camp”. De flotte bomuldstelte fra Nordisk er forsynet med fast bund, privat terrasse med udendørs møblement, bålfad, køleskab, elkedel, service, senge, lyskæder, diverse møbler med mere. Glamping-området er placeret i campens sydøstlige hjørne med skoven som bagtæppe.

Info:

  • Glamping for 2 personer - indrettet med en dobbeltseng
  • For den luksuriøse campingoplevelse
  • Inklusive indretning med møbler etc.
  • Mulighed for opladning af mobiltelefoner
  • Glampingteltet er dit fra torsdag d. 29 kl. 10 til søndag d. 1. september kl. 16