Cykelpigerne – Kulturchok i Asien
Tekst og foto: Julie og Ida
Vi har søgt mod varmere himmelstrøg og tilbringer nu tiden i Asien. Første destination er Indonesien, hvor vi efter 6 måneder i barske Sydamerika har tilladt os selv to ugers ferie. Ferien bliver brugt på Bali med to veninder fra folkeskolen. Turen fra Ushuaia til Denpasar går som smurt, dog har det taget os tre dage at komme hertil, da der har været en del ventetid mellem flyafgangene. Vi lander i Denpasar, får fixet turistvisum og sætter kursen mod udgangen. Som en dør lige i hovedet bliver vi ramt af den tropiske varme og luftfugtighed. Fy for en omgang -det er virkelig lige noget, man skal vænne sig til efter de seneste måneder i Patagonien pakket ind i vintertøj fra top til tå.
Fest og farver under balinesisk sol
Den første uges tid bliver brugt i Changgu. Her har vi lejet en villa med pool midt i byen. Det betyder, at cyklerne er parkeret, og for en stund leger vi ægte sabbatårsturister. Changgu byder på fest og farver. Efter 6 måneder uden ungdomsfester var det bestemt tiltrængt med fest til solopgang… Vi møder den første aften en belgisk familie, som har en villa lidt udenfor byen. Da vi skal rejse rundt på Bali og de omkringliggende øer, er cyklerne (vi er ikke glade for at sige det) lidt til besvær. Det problem hjalp belgierne os heldigvis af med. Vi får lov at opbevare cyklerne hos dem i to ugers tid. Changgu byder også på andet end beachparties. Det er BYEN for surfing, så det skal vi selvfølgelig prøve. Både Ida, Marie og Emilie er hurtigt på deres boards. Julie derimod… Hun bruger størstedelen af tiden på at udforske hvor mange former for maveplaskere, man kan lave fra et board. Hun er faktisk så dårlig, at de andre pigers instruktører stopper op hver gang, Julie får en bølge -de skal lige se, hvor kreativ en måde hun falder i vandet denne gang. Som en af instruktørerne storgrinende udbryder: “Julie, she is hillarous!”
Idas fødselsdag bliver også fejret her i byen med et besøg i et kæmpe vandland. Et af mange højdepunkter i Canggu må nu være et besøg på caféen Copenhagen, en dansk café hvor man kan få smørrebrød på ÆGTE RUGBRØD!!!! Det falder på et tørt sted hos de to cykelpiger.
Aber og hvide sandstrande
Inden turen går fra Changgu er vi et smut i Denpasar for at få forlænget vores visum. Vi få et agentselskab til at sørge for alt det praktiske, så vi kun skal en tur på ambassaden én gang for at få lavet fingeraftryk. Det er helt klart anbefalingsværdigt!
Næste stop er Ubud, en by med beliggenhed midt på sydøen. Her går dagene med souvenirshopperi i de små boder, besøg i abeskov og cookingclass. En dag vil vi ud at se rismarker. Vi har fundet et turistet sted, men det skulle tilgengæld være vildt flot. Inden vi når at betale entré, falder vi i snak med en lokal. Han hedder Made og tilbyder os at vise hans rismarker og frugtplantage. Det takker vi ja til, og det ender med, at vi pludselig har set både rismarker, deltaget i hinduistisk renselsesritual og spist aftensmad i hans familietempel. Bali er også kendt for deres meditation, så det skal vi selvfølgelig give os i kast med. Vi forsøger os med typen Active Consciousness. Det er noget af det vildeste, vi har oplevet. Kort handler det om, at man af flere omgange trækker vejret så hurtigt, at man nærmer sig hyperventilation. Man mister på den måde kontrollen over kroppen, og alle følelser får frit løb. Vi sidder i et rum blandt 20 kvinder og mænd. Alle sidder med lukkede øjne. Som vi kommer længere og længere i meditationen, begynder folk at komme med små udbrud. De fleste begynder at græde, nogen begynder at ryste, og andre kommer med skrig, som man ikke skulle tro kunne findes andre steder end i gyserfilm. Det er en helt speciel oplevelse. Intens, men bestemt noget man bør prøve!
Sidste stop på vores balinesiske ferie går til en lille Indonesisk ø kaldet Nusa Penida. Her er smukt og fyldt med frodig natur. Her er knap så meget trafik, stress og jag, som der tiltider er tendens til på Bali. Vi bruger tiden på at snorkle med rokker og havskildpadder, se smukke koraler og besøge paradislignende strande. Her er som et lille paradis.
Overstimulering af indtryk
Vi sender pigerne hjem til Danmark igen, hvorefter vi selv fortsætter vores tur. Vi henter cyklerne og cykler afsted langs den sydlige del af Bali. Første dag tilbage på cyklerne giver os sved på panden. Føj for pokker, hvor er det varmt. Vejen er smal og mange stejle bakker, dog er her vanvittig smukt -så idyllisk at cykle mellem rismarker med udsigt over havet og søde lokale med bambushatte, vinkende og storsmilende til os.
Efter et par dage på cyklerne er vi ved havnebyen Cilegon, hvor vi siger farvel og tak til Bali, hopper på færgen og gør klar til at fortsætte eventyret på Java. De første dage på Java er turens hidtil største kulturchok. Først og fremmest går man ikke med sko indenfor. Alle sko sættes udenfor huset. Vi er ramt ind i Ramadan, så da Islam er den primære religion her på Java, sætter det selvfølgelig også sine aftryk på vores rejse. Det betyder nemlig bønnekald hver dag og nat. Da muslimerne faster, når solen er oppe, går der børn rundt omkring kl 3 om natten med grydelåg og råber og skriger. Det gør de for at vække folk, så de husker at spise, inden solen står op. Det er jo i den bedste mening, men som b-mennesker må vi sige, at vi nød søvnen ekstra godt efter ramadanen.
Vores rute fører os de første dage over et par bjerge, inden vi sover hos den første warmshower. Han og hans familie tager imod os med overdådig aftensmad, guidet tur til vandfaldet Tumpak Sewu og varm kakao med udsigt til vulkanen Semeru. Vi husker dog specielt den kære families badeværelse, da det er første gang, vi får kendskab til de lidt alternative faciliteter. Toiletter her i asien er nemlig bare et hul i jorden, hvor du skovler vand fra en balje i hullet, indtil der er skyllet ud. Skovleprincippet gør sig ligeledes gældende, når du skal i bad. Lad det ikke skræmme dig væk, du får ret hurtigt teknikken. Dog vil vi anbefale, at du altid lige har lidt lommetørklæder i lommen, toiletpapir er nemlig ikke en prioritering her…
Idul fitri
Vi vælger at prioritere færre kilometer i sadlen her i Asien sammenlignet med Sydamerika. Det giver bedre tid til seværdigheder og kulturelt indblik.
Vi er nået byen Malang, hvor vi bor hos endnu en Warmshower, Adi. Adi har en ven, som kan tage os til vulkanen Bromo. Det betyder klar til afgang kl 00, hvor vi ser frem til 4 timer på bagsædet af en 4WD toyota op gennem det noget bumlede terræn op til vulkanen. Her er vi klar, da solen står op til at se den smukke solopgang over byen, vulkanen og de omkringliggende bjerge. Herefter går vi en tur op til krateret af den aktive vulkan. Det er endnu en fantastik oplevelse, men føj for pokker for en lugt. Gasserne fra vulkanen lugter mest af alt af prutter og rådne æg, og da Julie i forvejen er småsløj, hjalp det ikke just på det. Ramadan er snart ved at nå sin ende, hvilket Adi, som flere andre muslimer, glæder sig en del til. Det er vildt, hvordan vi gennem møderne med de lokale her, kan se hvor mange forskellige måder der er at praktisere sin religion på. Vi oplevede Muhammed Chandra, som synes det er det easy peasy, Adi som gennemfører, men virkelig virkelig synes, det er en hård omgang. Sidst tilbringer vi tid hos Radit, som ikke går specielt meget op i ramadan, som han selv siger “I år har jeg da fastet halvdelen af tiden, sidste år endte det vist kun på otte dages faste”.
Radit bor vi hos i Jogja. Han inviterer os med ud til sine forældre, hvor vi får lov at deltage i afslutningsfesten for ramadan, Idul fitri. Festen starter med fællesbøn for hele nabolaget, hvorefter vi mødes med de nærmeste naboer. Her giver alle hånd og lykkeønsker hinanden. Områdets leder holder tale, og vi må sige, det er de færreste, der kan sige, at de er blevet nævnt i den årlige Idul Fitri tale. Det er vi meget beærede over. Dagen kan sammenlignes med den kristne juleaften. Efter talen går folk tilbage til hver sit hus, hvor man spiser en masse mad, beder for fremtiden og nyder tiden med familien. Dagen efter samles hele byen til Gunungan-optog, hvor udvalgte mænd bærer store overdådige bjerge af riskager hen foran en moské. Her plyndrer befolkningen dekorationerne i håb om at skaffe riskager til hele familien. Får man en riskage, skal den gemmes et år, da det vil bringe held og lykke.
Opmærksomhed til den gode side
Ved vores besøg hos den første warmshower bliver advaret om, at hvis vi siger ja til, at han må dele et opslag om os, bliver vi kendte på Java. Vi griner og siger jaja, det er godt. Du deler bare. Vi vil ikke sige, at vi har fortrudt det, men det har godt nok væltet os bagover, hvor mange der pludselig ved, hvem vi er.
Vi har forberedt os på, at folk nok gerne vil have billeder med to blege tøser på cykler, men vi havde aldrig forestillet os, at vi i løbet af en dag vil blive spurgt om billeder 15 gange eller at folk ville bombe os med beskeder, hvor de tikker og beder om, at vi kommer og overnatter i deres hus. Det er dog sådan, det er endt. Vi har samlet på den måned, vi har brugt på cyklerne i Indonesien betalt for overnatning 10 gange. Resterende overnatninger har været hos folk, der har kontaktet os. Folk disker op med mad og tilbyder alt, hvad de kan, så hvis ikke Asien er billig nok i forvejen, er det det i hvert fald på den her måde.
Det hele lyder jo helt fantastisk, men vi må også være ærlige og sige, at vi er nået et punkt, hvor det er knap så sjovt. Folks interesse, begejstring og ivrighed har taget overhånd. En dag venter en mand tre timer i en rundkørsel for at tage et billede med os. Andre cykler ind til byer, de har hørt rygter om, vi cykler igennem, for at trille et par kilometer med os. Da vi afviser at sove hos en mand, cykler han med to andre mænd 70 km over et bjerg før kl. 8 om morgenen for at “hente” os og cykle med os hjem til ham. Alle møderne er blevet filmet og fotograferet. Flere indrømmer, at formålet er at kunne dokumentere at have mødt os og blære sig med det på Javas cyklisters facebookside.
Vi vil jo ikke være utaknemmelige eller arrogante, men det er svært ikke at blive en smule frustrerede, når folk ikke vil acceptere, at vi gerne vil have lidt privatliv. Det hele blev lidt for meget, da vi en dag cyklede op af et bjerg og en fyr blev ved at cykle med et kamera helt oppe i ansigtet på os. Det er heldigvis ikke sådan, alle er, og vi har boet hos nogle vildt søde og ofte virkelig forstående indonesere. Flere har sågar lavet Facebookopslag i forbindelse med vores besøg om, at folk skal respektere vores privatliv. Lige så frustrerende nogle møder kan være, lige så meget værdsætter man så de, som respekterer os og snakker med os som mennesker på ligefod, og ikke behandler os som noget kongeligt.
Vi har alt i alt nydt turen her i Indonesien. Det er noget helt andet, med trafik, by over alt og lokale som er noget mere højtråbende, når de ser os, end vi er vant til, men vi glæder os trods alt til endnu flere kilometer i Asien.
Nu sidder vi på færgen fra Jakarta mod Singapore, hvor de næste par måneder skal bruges på at nedlægge Malaysia og Thailand. Har du lyst at følge med i vores daglige sysler, kan du se endnu mere fra vores hverdag på Instagram og Facebook under navnet Cykelpigerne.
