DANMARKS OUTDOOR FESTIVAL RUMMER FRIVILLIGHED FOR SÆRLIGT SÅRBARE
Siden Danmarks Outdoor Festivals allerførste spæde skridt blev taget, for ni år siden i et tomt butikslokale i Ry, har hjertet i festivalen været de frivillige, og særligt de særlige frivillige.
Solsikkersnoren bliver hvert år flittigt rakt over disken, når de frivillige tjekker ind og får deres armbånd og crewshirt. At være ensom, sårbar eller at have et usynligt handikap er nemlig ikke noget der skal gemmes væk, når 32 teamleder og 300 frivillige i uge 35 sammen skaber Danmarks Outdoor Festival i Lunden i Silkeborg. Her er plads til alle. Og netop derfor besluttede Outdoorforeningen, som er støtteforeningen bag festivalen, i vinters at give endnu flere muligheden for at prøve at være frivillige i et magisk og fællesskabende projekt som Danmarks Outdoor Festival.
“Projekt Frivillighed for alle” – er et projekt, hvor Outdoorforeningen og Danmarks Outdoor Festival skaber rammerne for, at 60 nye frivillige fra hele landet, i trygge rammer og med meningsfulde arbejdsopgaver, bliver en del af et helt unik fællesskab i verdens bedste klubhus naturen.
“At være frivillig er tit er privilegie for ressourcestærke unge og voksne, og måske specielt på en festival. Så vores mission med projektet er, at vi mere metodisk arbejder med det, vi allerede ved vi er rigtig gode til, nemlig at indrage, drage omsorg og skabe meningsfulde fællesskaber,” siger Projektleder og Frivilligkoordinator Tine Rosborg Wegener.
“Vi satser på at vi med “Projekt Frivillighed er for alle”, klæder 60 nye frivillige på til festival, ved hjælp og støtte fra et mentorkorps af erfarne frivillige, samt små kurser i frivillighed og outdoor-værtsskab. Og heldigvis fik vi positiv tilkendegivelse på 200.000 kr. fra Spar Nord Fonden, så vi nu kan realisere projektet,” uddyber festivalens frivilligkoordinator.
SPARNORD FONDEN STØTTER DET GODE FESTIVAL-FÆLLESSKAB
Pengene fra SparNord Fonden betyder, at Outdoorforeningen og Danmarks Outdoor Festival kan arbejde metodisk med sårbarhed og frivillighed, og forhåbentlig kan få så meget erfaring, at de kan være inspirationskilde for hele det danske festivallandskab.
“Med projektet formår Outdoorforeningen at sætte fokus på flere vigtige emner. Dels den store værdi af frivilligt arbejde – ikke kun for foreningen, men også for de frivillige, der involverer sig. Og dels målgruppen af frivillige, som i dette tilfælde rummer psykisk og socialt udfordrede mennesker, der både kan bidrage med en hel masse og samtidig selv blive opmuntret og hjulpet på vej af gode fællesskaber og naturoplevelser”, udtaler fondsdirektør Bo Uggerhøj.
De nye frivillige finder Projektleder og Frivilligkoordinator Tine Rosborg Wegener i foreningssamarbejder som blandt andre Foreningen “Stemmer på Tværs”, der hver uge afholder både outdoor- og andre aktiviteter for udsatte borgere i Silkeborg, og igennem kommunernes socialafdelinger og frivilligcentre.
Projektet er nationalt, så vores nye frivillige kommer fra hele landet, lige som vores øvrige frivillige allerede gør” siger Tine og fortsætter: “Lige nu er vi godt med her i Midtjylland, med bland andet samarbejder med Stemmer på Tværs her i Silkeborg og STU i Herning. Men jeg hører rigtig gerne fra foreninger fra hele landet, som kunne være interesserede i et samarbejde.”
Outdoorforeningen er også interesserede i at invitere flere virksomheder ind i samarbejdet om “Projekt Frivillighed er for alle”. “For jeg tænker, vi er mange hvis hjerte banker for at hjælpe mennesker ud af ensomhed og ind i fællesskaber” afslutter Tine.
For mere info kontakt Projektleder og Frivilligkoordinator Tine Rosborg Wegener / mobil 27 28 31 91