Emma’s Everest – del 6
Kvinde på bjerget, tisseflaske og øjebliksbilleder
Tekst: Emma Østergaard
Foto: Emma Østergaard
Er du åbensindet, eller er du nysgerrig på, om dét at være kvinde i bjergene skiller sig ud? Hvilke rejseoplevelser og erfaring giver det? Og er der overhovedet forskel på at være kvinde eller mand på et bjerg? Jeg har gjort mig et par erfaringer og forsøger at give dig ærlige beretninger direkte fra bjerget. Der må gerne grines, undres og deles erfaringer med mig.
Så mange fantastiske seje og drønstærke kvinder markerer sig i bjergbestigning. Det er for fedt, og flere og flere kvinder slutter sig til det mandsdominerede bjergbestigermiljø. Jeg er én af dem.
For bjergene er vidunderlige, skræmmende, magiske og enestående. Jeg føler mig altid yderst privilegeret, når jeg lever eventyret i bjergene. Privilegeret, fordi jeg skaber muligheden for at udleve min drøm og udfordre mig selv i bjergene.
En mulighed jeg i den grad knokler benhårdt for. Og som ung kvinde elsker jeg, at jeg nu tager del i det voksende, kvindelige bjergbestigermiljø, hvor jeg stolt kan sige, at Emma’s Everest er girlpowerprojektet, der inspirerer, motiverer og viser, hvor stærke vi kvinder er; også i bjergene. I foråret 2023 går jeg efter mit hidtil største mål: toppen af Mount Everest, og jeg vil stå på toppen som Danmarks yngste kvinde.
Kom med på en Emma’s Everest tur
Som du måske ved, ytrer jeg meget om, hvordan Emma’s Everest er mit girlpowerprojekt. Og hvis du har læst mit eget blogindlæg om Mont Blanc på min hjemmeside Emma’s Everest, ved du også, at girlpower er måden, jeg beskriver de utallige følelse, jeg får og mærker, når jeg bevæger mig i bjergene. Jeg nyder, at jeg med projektet kan skabe et kvindefællesskab, guide rene Girlpowerture kun for kvinder, markere mig, og skille mig ud ved at tage del i det kvindeligt indtog i bjergbestigermiljøet. Men girlpowerprojektet Emma’s Everest er absolut inkluderende for både kvinder og mænd.
Som en del af girlpowerprojekt afholder jeg både fællestræninger og ture, der er for alle. Ligeledes er alle projektets steps åben for deltagelse, og det vil være mig en fornøjelse, hvis du f.eks. vil med på mit Emma’s Everest Base Camp Supporttrek til april, hvor du kommer med helt ind i hjertet af Everest Base Camp, og sender Jakob og jeg op ad Everest.
For noget af det fantastiske, som bjergene også muliggøre, er, hvor irrelevant forskelligheder bliver i bjergene. Jeg er gang på gang blevet bekræftet i, at de personer, jeg deler eventyret med, deler jeg også samme drive og passion med. For på bjerget handler det om teamwork og de personlige relationer, man skaber. Køn og alder bliver derfor nærmest udvasket og føles irrelevant.
Stærke kvinder og mænd, som jeg møder på tur, inspirerer mig. Motiverer mig og styrker min selvtillid. I bjergene føler jeg mig som en stærk kvinde og møder fantastisk opbakning og respekt af dem, jeg deler turen med, hvilket oftest er mænd, og hvor jeg altid er den yngste.
Kvindelige og ærlige øjeblikke på bjerget
Du har fået min beretning om, hvordan jeg oplever dét at være kvinde i bjergene. Så lad os komme lidt ind på, hvordan jeg opfører mig som kvinde i bjergene.
Igen må jeg sige, at det jo er fantastisk at være kvinde i bjergene. Og egentlig ser jeg ikke en forskel på mænd og kvinder i bjergene. Vi knokler op ad de samme stejle bjergsider og mærker højdens påvirkning i de kolde camps. Men jeg kan nok ikke sno mig uden om, at jeg som kvinde har et par forbehold, som mænd ikke har. Forbehold, som til tider kan være en udfordring og pain in the a**.
Du har nok gættet, hvor jeg vil hen. Jeg refererer naturligvis til toiletbesøg og menstruation. Og bare rolig, ingen nærgående detaljer bliver delt i følgende skriv, så du kan roligt læse videre.
På vandreture i terræn og højde, da oplever jeg ikke ovenstående forbehold som udfordrende. Ja, så skal det da lige være, når min mave snører sig sammen i en intens smerte, kvalmen kommer, og det eneste, jeg har lyst til, er at lægge mig i fosterstilling midt på stien (læs: menstruationskramper).
Når jeg vandrer, er der enten toiletforhold, jeg benytter mig af, og ellers kan et lille gemmested bag en sten eller buskads nemt gøre det. De mange ture og ekspeditioner har måske hærdet mig, gjort mig hårdfør, og tilmed mindsket min blufærdighed. For jeg mærker først udfordringen, når jeg bevæger mig i alpint miljø; det vil sige i sne og højt på bjerget, eller hvis det er et helt fladt terræn, hvor jeg ikke kan gemme mig bag en (tisse)sten.
Her mærker jeg en usikkerhed og skal tage tilløb til noget så simpelt som at tisse. Det lyder måske åndsvagt her på skrift, men at tisse blandt 30 mennesker, eller imens man er i reb med andre, er ikke umiddelbart min kop te. Lad mig lige uddybe lidt med næste afsnit.
Live fra Camp 3, Manaslu
Vi befinder os nu på Manaslu (8.163), verdens 8. højeste bjerg, der ligger i Nepal. Helt præcist er vi i Camp 3 i 6.700 meters højde, hvor der kun er et iltniveau på 40%. Det betyder, at alt er hårdt og anstrængende. Ved bevægelse stiger pulsen og gør vejrtrækningen overfladisk. Her er desuden omkring minus 15 grader, og jeg er pakket godt ind i min dundragt.
Lidt for længe har jeg siddet i teltet. Trukket tiden, og da jeg sætter mig op, er trykken på blæren smertende. Det tager lang tid at få de store støvler på. Jeg skal også finde min hue og handsker, og herefter smyge mig ud af teltåbningen, der virker utrolig lille, når jeg fylder i stor dundragt og 8.000 meters støvler. Endelig er jeg ude.
Hele natten har det sneet, og jeg kæmper mig forbi mine tre nabotelte, da sneen går mig til under hoften. Der er maks 10-15 meter forbi teltene, men jeg må tage flere pauser undervejs. Blæren presser, og min vejrtrækning er hurtig. Endelig er jeg forbi, og jeg lyner ned for bagklappen på min store dundragt; hiver de to uld lag ned til knæene og sætter mig på hug. Pyh, det var godt og koldt. Nu må jeg tilbage til mit telt igen, og tisseturen tager mig 20 minutter.
Herefter beslutter jeg mig for at tisse bag vores eget telt. ”Uheldigvis” skal jeg virkelig tisse senere, da alle i campen nærmest står udenfor. Og da jeg lyner op for bagklappen, hiver bukserne ned og sætter mig, forsøger jeg at stirre direkte ind i teltdugen. Gøre mig usynlig for de minimum 30 mennesker omkring mig, hvor de nærmeste blot er en meter fra mig.
Undgå øjenkontakt and ”do your thing”; sagt med et glimt i øjet. For alle her i campen, samt generelt i bjergbestigermiljøet, er så utrolig hensynsfulde og har klar respekt for, at hverken mænd eller kvinder til tider kan ”do your thing” særlig behagelige steder.
Det er også her i Camp 3, at jeg øver mig i at tisse i en flaske inde i teltet. I know, det lyder sygt. Det føltes også sådan, kan jeg hilse at sige. En øvelse, der bestemt er en kvinde-challenge. Men om natten, når kulden og mørket hersker, så føles det yderst hårdt at forlade den varme sovepose og gennemgå ovenstående. Derfor tester jeg tisseflasken-brugen aka. brugen af en normal Nalgene flaske og bruger denne om natten, når jeg virkelig ikke kunne holde mig mere. Det kræver øvelse og forskellige setups, men jeg føler her til sidst, at jeg har fundet ”måden”.
Mount Everest: det helt store, ultimative mål
Nå, nu tror jeg, du har fået nok om tisseflasker og kvindesmerter. Til gengæld håber jeg, at du kunne le lidt af det undervejs. Det gør jeg i hvert fald.
Jeg håber også, at du fik lidt forståelse for, hvad bjergene giver mig som kvinde, og hvilken oplevelse, skønhed samt personlige relationer, som jeg vægter så højt, bjergene giver mig. På bjerget og vandrestien er det passionen og eventyret, der betyder noget, frem for køn, alder og indkomst.
Vil du læse mere om min Manaslu ekspedition? Jeg vil gerne invitere dig med på en 1,5 måneders lang tur til enestående Nepal, hvor de enorme, majestætiske giganter hersker. En ekspedition, hvor vi lyttede til den stemmeløse, og alligevel så talende, gigant.
Luk verden uden for et øjeblik. Du er nu på ekspedition. Du er med på den 60 graders stejle bjergside; du er med i det kolde telt, mens tårerne triller; og du er med til at mærke, hvordan det bobler euforisk i et rus, når sejrsråbene lyder.
Her får du en lille smagsprøve: Jakob er ovre, og jeg står midt på stigen. Næste trin er lavet af reb, men mine crampons begynder at glide på det skæve trin. ”Hvad gør jeg, Jakob?” Jeg ser ned. Jakob ser ned. Langsomst glider mine crampons mod venstre, og gør stigen endnu mere ustabil. ”Flyt din fod. Du bliver nød til at tage et skridt mere. Nu”, siger Jakob. Jeg glider, stigen tipper mod venstre, hvis jeg løfter min fod, tænker jeg.
Find blogindlægget på min hjemmeside eller klik her.
Vil du være med til at lave Danmarkshistorie? Dansk, kvindelig bjergbestigerhistorie?
Nu kan du støtte min Everest bestigning på GoFundMe og være med, når jeg bestiger og står på verdens tag, som den yngste danske kvinde.
En million tak herfra!
Klik her for GoFundMe: Mount Everest.
Husk fortsat at følge med her på bloggen hos Outdoor365, hvor jeg hver 3. uge deler ud af Emma’s Everest. Følg også med på min Instagram, hvor jeg deler ud af hverdagens gøren, træning, oplevelser, og ikke mindst tager dig med i de helt specielle, ærlige og mindeværdige øjeblikke, når jeg er på tur og ekspedition. Du kan også læse mere på www.emmaseverest.dk.
