Filantropisk pilgrimsfærd fra Danmark til Tanzania

Tekst: Charlie Christensen
Foto: Charlie Christensen

Jeg havde været spændt på, om jeg stadig havde det i mig, at være vagabond i Afrika. Ikke alene var jeg kommet ud af træning, og min krop blevet et par år ældre, men det fysiske var jeg forhåbningsfuld om, at jeg nok skulle komme efter. Det var mere det mentale aspekt der kunne være tvivl om.
Havde komforten i det danske gjort mig uegnet til på ny at kunne trives i det primitive og usikre liv på landevejen, hvor forplejning og hygiejneforholdene er begrænsede, og hvor det hver dag er en gåde hvor og hvorledes jeg ville komme til at tilbringe natten?
Til min lettelse fandt jeg ud af, at jeg hurtigt faldt tilbage og trivedes i det primitive og usikre, men frie liv på landevejen.

Jeg vandrer typisk uafbrudt i nogle dage eller uger mellem checkpoints i form af større byer, hvor jeg gør hold i kortere eller længere perioder og fokuserer på administrativt arbejde.
På etaperne mellem checkpoints vandrer jeg normalt omkring 30 kilometer om dagen.
Jeg har endnu aldrig betalt for overnatning, hvilket resulterer i mange unikke natur og kulturoplevelser, idet jeg ”er tvunget til” enten at sove i min hængekøje i bushen eller hos lokale i de små landsbyer jeg kommer igennem.

Den første etape på denne anden del af min rejse udgik fra Douala i Cameroon d. 18. maj 2023 på min 35-års fødselsdag. Etapen strakte sig over 243 kilometer fra Douala til Yaounde, som jeg tilbagelagde på 8 dage. Heriblandt 6 nætter i hængekøjen.

Når jeg har fundet et tilgængeligt sted med passende afstand mellem træerne og skærmet for udsyn fra vejen, slår jeg min hængekøje op og går i seng. Hvis det er mørkt kigger jeg mig først omkring med min termiske kikkert, som tillader mig at se varmeudslag i mørket. Jeg kan dermed sikre mig, at ingen er fulgt efter mig og har indsigt på min lejr.

Bushen er fuld af liv og lyde om natten, og af og til hører jeg noget der lyder mistænkeligt som menneskelige skridt i skovbunden. Når det sker, åbner jeg somme tider mit myggenet og tager et kik omkring med den termiske kikkert. Som regel er det blot en grasscutter (stor rotte) eller lignende.
Jeg har dog den udfordring, at jeg ikke kan se igennem myggenettet med den termiske kikkert, så jeg er tvunget til at åbne lynlåsen hvilket afgiver lyd og henleder eventuelle farers opmærksomhed i min retning. Hvis der er nogen der har forslag til hvordan jeg kan gøre lynlåsen lydløs, eller installere et kikke-hul i nettet uden at efterlade en permanent åbning for myg, hører jeg gerne fra jer.

Da jeg ankom til Yaounde, tilbragte jeg halvanden uge hos mine værter, som jeg havde fundet via onlineplatformen Couchsurfing. Til dem som ikke allerede kender couchsurfing vil jeg anbefale at tjekke det ud. Det er et online forum, hvor man kan ansøge lokale i alverdens større byer om at overnatte hos dem gratis. Jeg har couchsurfet utallige gange gennem mine år på landevejen og også selv beværtet rejsende i Danmark, og jeg har endnu ikke haft en dårlig oplevelse.

At komme ind i de lokale hjem, giver en helt anden indsigt i familieforholdene og kulturen generelt, i det land man besøger, end hvis man blot bor på et hotel. Værterne er i sagens natur altid sociale mennesker som er nysgerrige på verden. De er ofte selv berejste og garant for gode røverhistorier. Jeg har bevaret kontakten med adskillige af mine tidligere værter. Dertil kommer det økonomiske aspekt. Hele couchsurfing konceptet er baseret på at det skal være gratis at overnatte, hvilket jo gør det noget lettere at finde plads i økonomien til længerevarende rejser, end hvis man bor på hotel.

Jeg gik videre fra Yaounde d. 6. Juni og herfra strakte den næste etape sig over 15 dage og 384 kilometer, og bød både på en grænseovergang og et sygdomsforløb.
Etapen havde byen Djibloho i Ækvatorialguinea som næste checkpoint.
Her skulle jeg gerne nå frem inden d. 21. juni, hvor jeg var inviteret til at tale som keynote speaker til den internationale rejseforening Most Travelled People’s årsmøde, som skulle foregå på det 5-stjernede hotel Grand Hotel Djibloho. Selvom jeg har lært mig aldrig at sætte forventningerne for højt, var det jo alligevel en ganske motiverende tanke, at ved etapens ende ventede der en uges luksus, ovenpå en længere periode på landevejen.

Etapen startede fint, men vendte sig hurtigt til det værre og efter blot 3 dage på landevejen, var jeg så udmattet og desillusioneret at jeg hverken kunne tale eller tænke klart, og måtte ned at ligge i vejkanten flere gange i timen, for at samle kræfter. Dette er naturligvis ikke normalt, og på fjerde dagen var jeg så medtaget at jeg måtte opsøge et landsbyhospital, hvor de tog en blodprøve og konstaterede at jeg havde pådraget mig både malaria og tyfus.
Jeg har haft begge sygdomme adskillige gange tidligere, og vidste, at efter et par dage på medicin, ville jeg være frisk igen. De sidste par dage havde jeg, grundet min tilstand, gået langt under mit planlagte daglige snit, og hvis jeg skulle nå frem til konferencen i tide, var der ingen tid at spilde.

Jeg tilbragte en enkelt nat i hospitalssengen og var på vejen igen den næste formiddag. Udfordringen var nu, at jeg havde brugt næsten alle mine sidste kontanter på behandlingen, og næste ATM lå 3 dagsvandringer herfra. Med nød og næppe fik jeg mine sidste 25 kroner til at række de 3 dage til byen Ebolowa, hvor jeg kunne hæve og købe friske forsyninger. De følgende dage vendte kræfterne gradvist tilbage, og trods mit set-back blev jeg overbevist om, at jeg nok skulle klare ærterne og nå konferencen i tide.

Da jeg krydsede grænsen til Equatorial Guinea ved byen Ebebiyin blev jeg modtaget af Grand Hotel Djiblohos Italienske direktør og hans spanske marketing manager, som hjalp mig over grænsen og hilste mig velkommen med frugt og kolde øl.
Over de 3 dage som det tog mig at nå frem til hotellet, kom der dagligt en bil fra hotellet, som havde til formål at hjælpe mig igennem de mange politicheckpoints og som insisterede på at indlogere mig på hoteller under vejs (på deres regning).

Det undrede mig naturligvis hvorfor dette hotel, som jeg endnu ikke var tjekket ind på, var så opsat på at sørge for mit forgodtbefindende under vejs dertil, men jeg fandt ud af, at Equatorial Guinea indtil for nylig har været et notorisk lukket land for turister, men at regeringen netop havde besluttet at ændre denne tilgang, en strategi som Grand Hotel Djiblohos direktør var hyret til at hjælpe med at implementere.

Equatorial Guinea er på mange måder et besynderligt land. Det er et af de mindste, men også et af de mest velhavende lande i Afrika, målt i GDP per indbygger. Mine 3 dages vandring til hotellet var en nærmest surrealistisk oplevelse i det jeg gik langs en fuldstændig velrenoveret, moderne 4 sporet motorvej, lig noget man kunne finde i Europa, men næppe mange andre steder i Afrika. Denne moderne motorvej, var imidlertid så godt som u-trafikeret og tæt omgivet af tyk jungle så langt øjet rakte på begge sider.

Da jeg nåede frem til hotellet, som vitterligt lå midt i junglen, blev mine forbehold for at lade forventningerne stige for høje, gjort til skamme. Aldrig har jeg set så fornemt et hotel. Der var 6 restauranter, golfbaner, et stort spa-område, og mit værelse indeholdt foruden et stort soveværelse, et opholdsrum, en stor gang og 2 badeværelser rigt dekoreret med kvalitetsmøbler. Sikke en afveksling fra livet på landevejen. Efter et tiltrængt bad stillede jeg mig på badevægten og kunne konstatere at jeg havde tabt mig 8 kilo over den måneds tid jeg havde opholdt mig i Afrika. Dem var det nu min plan at tage på mig igen over den næste uges ophold. En mission som jeg, på trods af mange flittige besøg i hotellets eksklusive buffeter, desværre ikke tilnærmelsesvis lykkedes med.

Jeg opholder mig nu i Bata, hvor jeg forsøger at pitche et ambitiøst projekt til regeringen i landet, nemlig en plan for indsamling af data og udarbejdelse af et budget for implementering af basal adgang til vand i alle lokalsamfund i landet.
Herudover arbejder jeg på at pitche ideen om en dokumentarfilm på vulkanøen Bioko, hvor jeg ville portrættere det traditionelle folkefærd, Bubierne, og undersøge hvordan globale problematikker påvirker deres levevis og naturforholdene på øen, som bl.a. er ynglegrund for kæmpe-skildpadder.

Når jeg er færdig her, vil jeg gå videre til Libreville i Gabon, som er næste checkpoint på min rute, og mit sidste land på Afrikas vestkyst. Herefter venter Congo, DRC, Burundi, Rwanda, Uganda, Kenya og endelig Tanzania, som jeg forventer at nå frem til om ca. 2,5 år.

Hvis artiklen her har vakt din nysgerrighed for at vide mere, er du velkommen til at følge min filantropiske pilgrimsfærd på Instagram hvor jeg laver hyppige opdateringer. Du er naturligvis også mere end velkommen til at støtte Walking for Waters arbejde med rent vand i Afrika, ved at donere, blive frivillig, eller blive passivt medlem. Alt det kan du læse mere om på www.walkingforwater.dk