Spotlight fra 4. udgave af Outdoor365 magasinet
AYO – HOME IS WHERE I PARK:
Kom tættere på naturen med vanlife
Tekst: Ayo Hansen
Foto: Ayo Hansen og Ken Hansen
Køb online-version af Magasinet - KUN 29 kr.
Sådan gør du:
- Overfør 29 kr. til MobilePay nr: 65 80 50
- HUSK Indtast din email i kommentarfeltet, dette gør at vi kan sende link til online-version til dig.
- Vi sender linket til dig indenfor 1-2 hverdage.

Forestil dig at du hver dag vågner op til en ny, smuk udsigt. Storslåede skovområder, bjerge der strækker sig op i skyerne og strande så lange og hvide, at det ligner noget fra en bountyø i Sydhavet. Forestil dig friheden i en campervan!
Naturnørd i en campervan – kan man dét?
Efter at jeg havde boet knap to år i et bomuldstelt ude i en midtjysk skov, var det tid at prøve kræfter med noget andet, så jeg flyttede ind i en campervan i stedet for. Men hvad så med naturen, spurgte mine venner? Blev det mindre, mere eller måske bare noget andet med den?
Mit første vanlife-eventyr foregik i Danmark, lige før Covid-19 ramte os alle, som en hammer rammer søm. I et års tid kørte jeg rundt i Danmark, mens jeg planlagde store eventyr ude i verden – eventyr til de mest naturskønne steder, jeg kunne komme i tanke om. Slovenien, Tyrkiet, Moldova og Mongoliet, blot for at nævne nogle få. Og i samme øjeblik Covid-19 tillod det, var jeg afsted på eventyr til Polens urskove, Tjernobyls forladte områder og Rumæniens smukke bjerge. Men lad mig blot afsløre med det samme, at Danmark bestemt også byder på megen smuk og varieret natur – og her kommer en lille passage om, hvorfor vanlife bringer dig meget tættere på naturen, end de fleste tror er muligt, uanset om det er i Danmark eller i udlandet.
Vanlife bringer dig tættere på naturen
For mig er der tre hovedårsager til, at vanlife bringer mig mere i et med naturen:
1. Lange aftener og tidlige morgener
Nogle af de bedste naturoplevelser, jeg har haft, er foregået lige efter, at solen er stået op eller gået ned. I morgengryet kommer dyrene frem, bjørnene står i skovkanten i Rumæniens bjerge, og
egernet finder nødder og frø. Du oplever kronvildtets brølen, der gjalder gennem skovene, og elgene kommer frem fra nattens skjul. De øjeblikke er meget tættere på, når man parkerer sin seng lige dér, hvor det hele sker. Med respekt for naturen, naturligvis.

2. Kom længere ind i naturen
Muligheden for at være off-grid, i sit eget rullende hjem, har utroligt mange fordele. Den fred og ro, som naturen giver, er fantastisk. Og det, at du ikke er afhængig af campsites og hoteller, giver mulighed for at bevæge sig meget længere ud i naturen – for der er ingen bagkant på, hvornår man skal være retur, og du har alt nødvendigt med dig.
3. Kør ud i naturen, sæt din camp op, snør vandrestøvlerne og tag på eventyr
Du har din helt egen personlige basecamp med dig. Parkér, tag på et hike, og tilbage i campen venter din van på dig med et varmt bad, kolde drikkevarer fra køleskabet og en behagelig seng at sove i, sådan at du er klar til endnu flere eventyr dagen derpå.


Er vanlife for alle? Og hvad med økonomien?
Hver dag møder jeg nye mennesker, der drømmer om et liv med mere frihed, for hvem vanlife er den store, ultimative drøm. Og sandheden er, at der ikke findes nogen rigtig eller forkert måde at komme i gang på. Det er din motivation og lyst til det, som skal sørge for, at du også får modet til at leve det liv, du drømmer om og længes efter. Det er ikke mængden af penge, du bruger på ombygningen af din van eller camperen, der betyder noget: Det er indholdet, der er vigtigt. Start med en ældre bil, køb en gammel berlingo og byg en seng bagi, hvis du ikke har råd til en nyere campervan. Spar op, flyt i noget billigere, spis havregrød og sæt forbruget ned, hvor du kan og køb senere din drømme-camper. Brug naturen mere og nyd din nyvundne frihed ved at rejse med et hjem på hjul.
Hvordan planlægger du et vanlife-budget for en længere rejse?
Det er ét af de spørgsmål, jeg bliver stillet oftest: Hvad med budgettet? Jeg har intet let svar på det, men her får du en forkortet version af det lange skriv, som du kan finde på min hjemmeside homeiswhereipark.dk. Der er mange ting at tage højde for. Måske foretrækker du at spise ude, hvor jeg foretrækker at lave min mad selv? Måske er du mere til dyre naturaktiviteter end den rå natur? Det afhænger også af hvilke lande, du besøger, når du planlægger dit vanlife-budget, da der er stor forskel på leveomkostningerne i de forskellige lande og regioner. Kører du ind på en campingplads hver dag, eller foretrækker du, som jeg, at fricampe, fordi camperen er perfekt til offgrid-eventyr. Det afhænger også af, om du er til mange og dyre attraktioner, eller om du hellere vil bruge pengene på diesel til bilen og is i vandkanten – og på den måde holde dit vanlife-budget nede. For mig er det altid væsentligt at have en idé om, hvad jeg kan forvente prismæssigt. Jeg har oftest et ret stramt budget, og skal der være råd til både at spise godt, jagte gode oplevelser og at rejse meget, er det med at holde tungen lige i munden og pungen solidt plantet i lommen, mens jeg nyder alle de vidunderlige oplevelser, naturen har at byde på.Har du aldrig rejst, har du aldrig levet helt
Det handler ikke om, hvorvidt du helliger dig vanlife-tilværelsen hele tiden, eller om du lejer en campervan i ferien. Det handler om at gøre det, som giver dig følelsen af frihed, glæde og oplevelser i naturen. Mange af os er vokset op i troen om, at ferie er noget, man afholder et par gange om året, og at man skal arbejde i 45 år, før vi endelig har fortjent at opleve verden – i livets efterår. Men du behøver ikke vente så længe. Ingen af os er sikre på, at der kommer et livets efterår. Livet er nu, og friheden venter. Også på dig. Du kan læse mere om mine rejseeventyr på instagram @ayohansen.dk eller ved at søge på mit navn, Ayo Hansen. Her kan du også finde inspiration til selv at komme i gang med at rejse på hjul.
Tak fordi du tog dig tid til at læse med!
Hilsen Ayo
