Sidste weekend i august
Danmarks Outdoor Festival 2024

Gitte Holtze: Vandring er en gave

Hvad giver det egentlig at vandre? Og kan man også få noget ud af det, hvis det “bare” er i Danmark? Gitte Holtze satte i 2022 ud på turen fra Padborg til Skagen ad Hærvejen – læs her et uddrag af hendes bog “Hvad Hærvejen gav mig”

Mine fødder brændte.

For hver gang jeg satte en fod i jorden, skød der ild op i mine fodsåler.

Jeg jamrede lavmælt, forsøgte at tage blødere skridt, men efter et par hundrede meter på listetyvs-facon måtte jeg opgive og vende tilbage til ilmarchen.

Turen ud af Viborg havde været først et par kilometer ad den lange lige Jegstrupvej forbi Fakta, en rundkørsel og det, der åbenbart var Viborgs køkkencentrum med Kvik, HTH og Invita klumpet oven i hinanden.

Nu gik jeg i græs, hvor sommerfugle muntert holdt mig med flyvende selskab, hvor insekter summede i det tætte buskads langs stien, hvor forglemmigejer nikkede døsigt fra en eng, hvor en fasan pludselig lyste farverigt op i al det grøn- ne, og hvor duften af nyslået græs fik mig til at vibrere med næseborene som en hund, der havde fået færten af noget.

Det lignede et sprødt glansbillede af Danmark, som jeg kun sporadisk bemærkede, fordi mine fødder forlangte min opmærksomhed.

Jeg tog et par skridt mere.

Stien var så smal, at der kun kunne sættes en fod ad gangen på den, og da jeg igen ramte kanten, så min fod blev drejet, og en ekstra omgang ild blev fyret afsted, kylede jeg mine vandre- stave fra mig og smed mig pjevset ned midt på græsstien.

Han havde, desværre, ret, ham den nævenyttige fra Spejder Sport.

De her tynde sokker duede ikke.

Det kunne godt være, mine storetæer var mindre trykkede, men efter 13 kilometer med sokker uden nogen form for polstring kunne jeg så konstatere, at mine fodsålers begejstring for den idé var noget mere afmålt.

Men hvad skulle jeg så gøre? Jeg havde mere end 250 kilometer igen. Skulle jeg gå dem i gode sokker men med maste tæer? Eller skulle jeg have nye sko? Og hvis det sidste, hvorfra? Og hvordan? Og hvornår?

“Kom så, trail. Provide,” mumlede jeg for mig selv. “Giv mig det, jeg har brug for. For eksempel en urimeligt god løsning på det her.”

Google fortalte mig, at Viborg lagde by til Kaiser Sport, som solgte trailsko. Endda “mit” mærke Topo.

Endnu en googling afslørede, at der kørte en bus til Viborg fra flækken Fiskbæk, som jeg sad en meget lille kilometer fra.

Fem minutter efter jeg nåede Fiskbæk, trillede linje 940x ind i det lille indhak foran den ensomme metalstolpe udstyret med et gult busskilt, og jeg entrerede den blå rutebil. På en af dagens få afgange. 40 minutter senere stod jeg i gågaden i Viborg. En time senere gik jeg ud af Kaiser Sport med en skrigpink skotøjsæske indeholdende et par nye trailsko under armen. En anden skomodel end min forrige, men de sad lige så godt og fandtes i min størrelse, som nu åbenbart var 40.

Jeg kunne dårligt tro mit held. Freaking ja, ting løste sig.

Og Hærvejen var ikke færdig med at give.

Bip-bip.

“Så fandt jeg en parkeringsplads. Kan du møde mig ved Jyske Bank? Nina.”

Jeg kendte ikke Nina, men i går, lige præcis mens jeg filmede mig selv lykkeligt flintrende ned ad stien på vej mod Viborg, tikkede der en besked ind på Instagram fra hende.

Hvor hun skrev, at hun boede i Viborg, og hvis jeg manglede noget som helst, måtte jeg endelig sige til, så kom hun gerne med kold rosé, chokolade eller flere jordbær.

“Venlighed fra fremmede er noget af det, jeg selv sætter allermest pris på ved vandringer,” havde hun skrevet.

Inden jeg opdagede, at der gik en bus så gudsbenådet godt timet med min ankomst til Fiskbæk, havde jeg i min desperation skrevet til Nina, da jeg sad ude på trampestien, og spurgt om ikke jordbær, men transport.

Det spørgsmål havde jeg stillet rigtig mange gange på Pacific Crest Trail, men Danmark var ikke USA, og Viborg ikke en trailby med et helt community omkring langdistancevandrere.

Så den ydmyghed, jeg hver gang havde følt og bevidst fyldt mit spørgsmål med på min vandring op gennem USA, mangedoblede jeg i beskeden til Nina.

Alligevel overbevist om, at hun høfligt ville afslå.

For én ting var selv at tilbyde at komme med jordbær og vin, men hvorfor skulle hun smide alt, hvad hun havde i hænderne en onsdag efter arbejde for at lege taxi for en fremmed kvinde, der ikke fattede, at sokker uden polstring var en dårlig idé?

Nina smed ikke alt, men hun fik i lyntempo luftet hunden og ekspederet to børn til skolefest, og nu stod hun troligt her foran Jyske Bank i Viborg, fem kvarter efter hun modtog min besked.

Nina lignede en med varme hænder. Sådan en, der arbejdede i sundhedssektoren, og som man uvilkårligt ville stole på tog sig af én. Med blond page, rare øjne og et smil, der krøllede op i mundvigen og så ud, som om det altid var der.

Ved siden af hende stod en klejn dreng med Harry Potter-runde briller og et alvorligt blik bag dem rettet mod mig.

“Det her er William,” sagde Nina, da vi havde hilst, og jeg havde sagt dybfølt tak en masse gange for hendes hjælp.

“Han er med på tur, mens hans store søskende er til skolefest.” Jeg sagde hej til William, som høfligt returnerede min hilsen, mens han skævede til skotøjsæsken i min favn. Hans mor havde tydeligvis fortalt om mig, men lige så tydeligvis ikke på en måde, så han begreb, hvorfor de skulle på tur med en fremmed dame og hendes nye sko.

Det havde de i princippet heller ikke behøvet. Fordi indkøbet i Kaiser Sport var gået så gnidningsløst, kunne jeg med lidt held godt have nået en bus retur til Fiskbæk, men derfra var der tre kilometer til den lille havneby Hjarbæk, hvor jeg skulle sove, og de tre kilometer ville mine sviende fødder ualmindeligt gerne være fri for.

“Jeg er virkelig glad for, at du gider køre mig,” gentog jeg, da vi sad i bilen.

“Det var da så lidt. Det er længe siden, jeg har været i Hjarbæk, og så har William og jeg planlagt en tur på McDonalds bagefter,” sagde Nina med et blik i bakspejlet på sin niårige søn.

“Nej, hvor er du heldig, William,” udbrød jeg og vendte mig halvt om mod ham. “Skal du så have pommes frites?”

Han nikkede alvorligt. Det skulle han. Og muligvis også en cheeseburger.

“Du vil måske med?” spurgte Nina med et smil. Det ville jeg faktisk rigtig gerne. Mine tømmermænd ville hellere end gerne druknes i fastfood fra den usynlige etage i kostpyramiden. Da vi kørte mod McDonalds i udkanten af Viborg, fortalte Nina om, hvordan hun på en vandretur på Gendarmstien hav- de opdaget, hvor meget det betød, når fremmede gjorde noget uventet, fordi de gerne ville hjælpe.

I hendes tilfælde kom en venlig sjæl med skoldhed kaffe ef- ter hendes kolde dyp i Flensborg Fjord, men det var jo nok ikke varm kaffe, jeg havde mest brug for på en varm sommerdag, smilede hun.

Hun fortalte også om familiens planer for sankthans. “Nå ja, det er i morgen,” sagde jeg.

William slukkede for det spil, han havde gang i på telefonen på bagsædet, og rømmede sig for at få min opmærksomhed.

“Det er sankthans på fredag,” informerede han mig i en pædagogisk tone.

“I morgen er sankthans-aften.” Så lænede han sig tilbage og returnerede til sit spil. Jeg smilede uvilkårligt. Det gjorde jeg igen, da vi kom ind på McDonalds. For selv om William var nødt til at stå på tæer for at trykke sig gennem menuen på skærmen, tog han sig med et koncentreret blik i øjnene og en diktion som en distingveret herre af bestillingen.

 Tre cheeseburgere, skal det være som menu, og smoothies til alle, hvilken smag ønsker du?

Bagefter kørte han med en voksen mine sin mors dankort igennem.

Da vi sad ved bordet ved vinduet, tømte jeg sultent mit bæger med fritter, mens Nina og jeg talte videre.

William afbrød os ved at løfte den ene pegefinger, som var han deltager i en partilederdebat, og bad om ordet.

“Du er velkommen til at smage et par stykker af mine,” proklamerede han og vendte omhyggeligt den røde papbeholder med sine pommes frites, så åbningen pegede i min retning.

Jeg måtte sætte mig på mine hænder for ikke at knuge hans drengekrop og kysse fregnerne på hans dunede næse. Det var som at sidde overfor en karakter fra Far til Fire.

Eller min nevø. Som var 18 nu, men som havde en adfærd og en frasering lige så gammelklog og knuselskelig som William, da han var ni.

Min nevø Oliver var det tætteste, jeg kom på at have et barn. Jeg havde tre nevøer og en niece, men Oliver var den øjesten, man ikke måtte have, men som jeg havde alligevel. Måske fordi han var den første, der kom til, måske fordi han blev født to måneder efter, jeg fik en abort, og babypludrede sig direkte ind i mit pivåbne hjerte. Ikke at den abort var ulykkelig, den var helt bevidst, og jeg fortrød den ikke. Min kæreste på det tidspunkt og jeg havde kendt hinanden i under en måned, da jeg glemte en p-pille, og vi skulle ikke være forældre så tidligt.

Jeg skulle slet ikke, for jeg var lige startet på Journalisthøjskolen, og i det uddannelsesliv lå der ikke et barn.

Da vi fem år senere gerne ville have et liv med et barn, var det for sent.

Vi var gennem hele den opslidende mølle af fertilitetsbehandlinger, som blev til ingenting eller til graviditeter, som blev til ufrivillige aborter. Vi var gennem timer, uger, måneder og år med bristede håb, sorg, følelsen af fiasko og en hverdag, der drejede om ikke andet end det barn, der ikke kom.

Heller ikke det adoptivbarn, som vi til sidst satte vores penge på, men som på grund af skandale i det danske adoptionssystem efter tre års ventetid slog os tilbage til start.

Og så blev vi skilt, af grunde, som mest handlede om, at gnisten var blevet til venskab, men nok også lidt om, at det at ønske sig et barn og ikke få det var ustyrligt hårdt, for os hver især og for os som par.

Det var seks år siden nu, og det var længe siden, jeg havde fundet fred med, at jeg ikke ville blive mor, og fundet glæden i alt det andet, livet var.

Men lige nu, sammen med William, der mindede så meget om Oliver, da han var lille og var min erstatning for det, jeg drømte så meget om at få, gav det et stik i mig.

Hvordan ville mit liv have været, hvis jeg havde fået et barn? Ville jeg have været mere lykkelig? Mindre flyvsk? Slået mig ned ét sted med én prioritet, som var familien?

Så slog jeg det ud af hovedet.

Nogle ting skulle ikke være, og havde jeg fået ikke bare Oliver og to andre nevøer og en niece, men også mit eget biologiske barn, ville jeg ikke have været her nu og fået det, jeg fik nu.

Uventet hjælp fra en fremmed, Ninas generøsitet og den på en gang komiske og rørende oplevelse at se William samle bakkerne sammen og som en lille voksen samvittighedsfuldt gå op og tømme dem i skraldespanden.

I morges ikke at have den fjerneste idé om, at dagen ville bringe det her. Ikke at vide, hvad i morgen mon ville bringe.

Hele det her eventyr, der hed Hærvejen. Den gave, der hed at gå.

“Hvad Hærvejen gav mig” kan købes på Gitte Holtzes hjemmeside: Find den her www.trekandtell.dk/shop

Gitte Holtze har også skrevet bøgerne:

Jeg Lever Om hendes fem måneder lange vandring fra Mexico til Canada. En personlig beretning om et vildt eventyr og om at gå sig ud af en livskrise.

Gå Langt En guide til dig, der drømmer om gå langt. Med råd fra fagfolk om alt det praktiske i forberedelsen – træning, kost, udstyr, økonomi, det mentale, samt ideer til lange ruter i hele verden.

Find begge bøger på www.trekandtell.dk/shop

 

Du kan følge Gitte her:

Instagram: https://www.instagram.com/gitteholtze/

LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/gitte-holtze/

Hjemmeside: https://trekandtell.dk/

Vil du også prøve det hele i 2024?

Med armbånd får du adgang til fede aktiviteter, spændende foredrag, kæmpe madmarked, grillout workshops, outdoorbar og bodgade med vilde tilbud på grej!

KØB

Ly campingvogn 1050 kr

Kom og stil din campingvogn hos Ly Outdoor Camp.
Fælles for alle pladser er følelsen af at ligge i ly af skoven. Campen er omkranset af træer og ligger desuden kun en spytklat – nærmere bestemt et par hundrede meter – fra Remstrup Å, som er en del af Gudenåen.

Info:

  • Der kan parkeres én bil på hver plads.
  • Pladsen er din fra torsdag d. 29. august kl. 10 til søndag d. 1. september kl. 16
  • Prisen er inklusiv strøm
KØB

Ly X Nordisk Glamping 4 personer 3600 kr

Til naturelskere, der sætter pris på en glamourøs indpakning, tilbyder vi overnatning i “Ly x Nordisk Glamp Camp”. De flotte bomuldstelte fra Nordisk er forsynet med fast bund, privat terrasse med udendørs møblement, bålfad, køleskab, elkedel, service, senge, lyskæder, diverse møbler med mere. Glamping-området er placeret i campens sydøstlige hjørne med skoven som bagtæppe.

Info:

  • Glamping for 2 personer - indrettet med en dobbeltseng
  • For den luksuriøse campingoplevelse
  • Inklusive indretning med møbler etc.
  • Mulighed for opladning af mobiltelefoner
  • Glampingteltet er dit fra torsdag d. 29 kl. 10 til søndag d. 1. september kl. 16