Spotlight fra 3. udgave af Outdoor365 magasinet
Interview: Anne Hjernøe og Anders Agger
Tekst: Thomas Kjær Pedersen
3. udgave af Outdoor365 magasinet er nu klar med inspiration og gode historier. I dag kan du komme helt ind i det lille univers, som Anne Hjernøe og Anders Agger har skabt sammen på TV, hvordan deres venskab er, og ikke mindst hvad det udendørs liv betyder for dem begge.
De har begge to meget på hjerte og har oplevet lidt af hvert i det fri i løbet af deres 10 år sammen på TV. Vi var så heldige, at de var villige til at lade os komme helt ind i deres lille TV-bobbel, hvor det er tydeligt at mærke, at de nyder hinandens selskab til fulde.
I kan i de efterfølgende afsnit læse en del af interviewet – resten kan læses i magasinet.
Magasinet kan købes i alle Eventyrsports butikker og på deres webshop.
Er du medlem i Eventyrsports kundeklub, kan du hente magasinet gratis hos din nærmeste Eventyrsport butik.
Mødet
De to har den kemi, du måske kender fra en gammel ven: kærlig, drillende og indforstået. Læs deres samtale, hvor alt, vi gjorde, var at give dem et par stikord.
Anne: Jeg var lige blevet vært på Frilandshaven (DR-program som Anne Hjernøe lavede med Jørgen Skouboe, red.), hvor jeg var gået gennem en hård værtstræningsperiode. Så kommer der den her høje mand med store hænder og med sin store stemme og lægger hånden på min skulder og siger: ”Behandler de dig godt, Anne Hjernøe?” Jeg måtte hen og høre de andre, hvem han var. Og de andre kiggede bare på mig og sagde:
”Det er da Anders Agger.” Jeg kiggede bare på dem og sagde: Hvem?
Anders: I dine madprogrammer havde du opfundet begrebet ”sprødme”, og jeg oplevede, at du havde en sødme. Selvom du også er en arrig satan. Du har sådan en umiddelbarhed inde i fjernsynet, mens dit habitat er outdoor. Jeres program var sådan lidt af en game-changer i den måde, man laver tv på. Det er supertilbagelænet, og Jørgen fletter pil og ryger pibe. Og du står der, nærmest marineret i røg i fem år.
Anne: Jeg kan bare huske den der fornemmelse af altid at være ude. Og altid lugte af røg. Jeg tror, vi lavede 100 udsendelser, og at vi bare havde én dag hvor vi næsten ikke kunne lave mad på grund af regn. Resten af tiden var vejrguderne med os. Ligesom de altid er med os.
Anders: Her husker jeg, at Anne også havde sådan noget lidt diabolsk og ramsaltet over sig, ud over at hun også er pæn at se på. Jeg har også tænkt, at du synes, jeg så godt ud?
Anne: Ja, for satan da, sådan er det jo (hun griner højlydt).
Anders: Forsigtigt nærmede vi os nogle gode snakke til fester i DR, hvor vi drak noget gin-tonic. Så den har egentlig ligget der som noget kollegialt, et meget fjernt venskab gennem mange år. Og nu har vi samarbejdet i tolv år.
Anne: En dag var der en redaktør, Gitte Tækker fra København, der ringede til mig for at høre, om jeg ville lave fjernsyn fra danske badehoteller, to timer til en DR2 temalørdag. Jo, det tror da jeg da nok, at jeg gerne ville. Vi skulle producere to timer selv, og det ville både jeg og seerne dø i. Så mit ønske var, at der skulle en ekstra vært på (hun kigger over på Anders). Du tror stadig, at vi lavede en lang liste af mulige medværter, men det passer ikke.
Anders: Min udgave er, at hun havde en liste på 15, hvor Nikolaj Coster Waldau var nummer ét, og at jeg lå lige under
Søren Pind.
Anne: Som nummer 327. Ja, det passer jo ikke.
Anders: Men det er en god historie, ikke?
Anne: Jeg pegede på Anders som nummer et. Fordi han er enormt dygtig og behagelig at være sammen med, og så tænkte jeg, at det ville være en god kombination – altså at have en vinkel på både mad og mennesker.
Langsomt TV
Anders: Måske var det The Perfect Storm. Jeg kan virkelig godt lide Chris McDonald, men i fjernsynet var der en undertone af, at hvis du spiste, som han sagde, og gik baglæns efter ham ud i måneskinnet, så ville du overleve og ikke dø. Men det viser sig jo, at det er ikke rigtigt. Der er flere, der er døde.
Anne: Vi lavede jo tv, der var så langsomt, at det kun kan sammenlignes med optagelsen af en otte timer lang togtur gennem norske landskaber. Der sker jo ingenting. Du plejer at kalde det en flad etape i Tour De France. Det er fantastisk,
at vi fik lov til det.
Anders: Mine børn havde det, som om de så lysbilleder; hold da fast, det går langsomt! Det her er jo mad og sanselighed – og jeg kommer jo fra en dokumentarbranche, så jeg tænkte da over, om jeg ville være med. Men det ville jeg gerne. For mig var det ikke et spørgsmål om at skulle lave noget, der var let. Fordi vi er nogle pittoreske steder, blev det jo en kombination af madjournalistik, sanselighed, natur og omgivelser. Og så havde vi en fælles ting med en sang … Hvis vi kunne lave programmer, der indkapslede alt, hvad ”Lyse Nætter” med Alberte er, så havde vi fat i et eller andet.
Anne: Vi har endda haft sangen med ind i Iran! Det kan vi, fordi vi har den danske vinkel med, og vi sender om sommeren. Jeg har altid tænkt på os som sådan nogle sentimentale typer. Du er rundet af Vesterhavet, og jeg har holdt ufatteligt mange af mine ferier i Skagen. Vi er rundet af sandstrand, hybenroser og solnedgange. ”Lyse nætter” med Alberte hænger uløseligt sammen med os – den er blevet synonym med os. Og der er ramaskrig fra både os og seerne, hvis vi ændrer den.
Natursporet
Anne: Jeg er vokset op i Højbjerg på en villavej. Og for enden af den villavej er der en skov. Der har jeg tilbragt det meste af min barndom, oppe i et bøgetræ med en Falck-kasse. Jeg gik rundt og satte plaster på træerne. Skoven har altid været et helle for mig. Jeg ånder bedre udenfor, end jeg gør indenfor. I min familie rejser vi meget i januar og februar for at være mere ude. Jeg kan godt sidde inde og tænke, at vejret er slemt, men så snart jeg kommer ud, er det fint. Min naturglæde er sådan en blanding af en aarhusiansk bøgeskov og Vesterhavet ved Skagen. Det er simpelthen noget af det, der har gjort mest indtryk på mig gennem min barndom. Og det spor ligger i mig.
Anders: Du har også altid været holdets Greta Thunberg.
Anne: Jeg har boet i en regnskov og i et indianerreservat i to år. Så når folk har spurgt mig: ”Hvordan kan du lave mad over bål?”, så er det fordi, at hvis ikke jeg tændte bålet og hentede vand i floden, så fik jeg ikke noget kaffe. Det var i Costa Rica, og skal vi ikke bare blive enige om, at det er et forfærdeligt sted? For jeg vil egentlig gerne have det for mig selv (hun smiler).
Anders: Når vi nu sidder her, (tæt på Bovbjerg Fyr, red.) så er jeg enormt tæt på, hvor jeg er født. Du skal fem kilometer ned ad vejen og dreje til højre mod Bøvlingbjerg. Jeg boede der ikke så lang tid. Det interessante er bare, at mine forældre ikke havde noget forhold til havet, selvom vi boede fire kilometer fra det. Jeg har snakket med dem om det. Vi flyttede til Juelsminde, hvor jeg er vokset op ved vandet – jeg har altid boet ved vand. Jeg smiler sådan, for da vi lavede udsendelsen ”Heavy Agger” (et DR-portræt af en gruppe unge, der bor ved Vesterhavet, red.], spurgte jeg en af de medvirkende, Allan Iversen, om han kan bo væk fra havet. Han svarede: ”Nej. Det er, som om, når jeg kører ind omkring Grindsted og den vej ind, så er jeg ved at dø.” Der er noget i det. Hvis man har været i Australien ved Uluru (Ayers Rock, red.), og der er 5.000 kilometer den ene og den anden vej, så er der langt hjem. Og det kan være det, jeg har fået med mig. Jeg er ude, så snart vejret er godt. Anne er mere trekking og meget registrerende. I outdoor-kontekst er jeg bedst, når det er helt vildt godt vejr. At tage regntøj på og gå ud, det er ikke mig. Men jeg opsøger storm og går ud i blæsten. Jeg bruger meget tid ude, og min bedste ven er surfer, og jeg er vinterbader.
Anne: Du er blevet meget bedre til det dårlige vejr. Vi har haft voldsomme issues med Anders, der kunne lægge hele filmholdet ned, fordi han var mopset på grund af vejret.
Anders: Det er faktisk noget, jeg ikke forstår. Når folk lovsynger Vesterhavet, så skal de jo bare prøve at bo der. Har du prøvet en sommer, hvor vinden er i nordvest, og det ikke er over 15 grader? Og det pisser ned halvdelen af tiden? Så
gider man ikke at gå op og ned ad Vesterhavet. Men der er jo så bare de der 140 andre dage, hvor det er fantastisk.
… hvis du ligesom os fik Anne og Anders helt ind under huden, og vil have mere, så kan du læse resten af interviewet med de to TV-darlings i det nye magasin, som kan købes ved at klikke på linket herunder.
