Cykelpigerne – Bakker, bakker og atter bakker…
Tekst og foto: Julie og Ida
Sidst vi opdaterede tilbragte vi dagene i Chiles hovedstad, Santiago de Chile. Her på cykelsadlen er der sket en hel del siden. Vi ændrer i første omgang lidt i planerne og sætter kursen mod den chilenske vestkyst frem for den først tænkte vej stik syd. Folk har nemlig gang på gang anbefalet os at opleve den storslåede kyst, så det er jo det vi skal!
Sved på panden langs Chiles vestkyst
Vi kan ikke modsige folks fascination af kysten, for hold nu op hvor er der flot! Flere steder er sandet farvet sort af aske fra de omkringliggende vulkaner, og bølgernes kraft trækker minder hjem til den danske vestkyst, bare større og meget mere ekstremt. Terrænet kan dog ikke sammenlignes specielt meget med den danske vestkyst. Her er langt fra fladt. Her er bakker hele tiden, så dagene kan sagtens byde på 1200 højdemeter, selvom det højeste og laveste punkt kun har en difference på 200 meter. Vejene er primært grus, og så er der selvfølgelig den herlige vind. Det er en cocktail af ting, vi ikke normalvis er de allerstørste fans af, men når det betyder unikke overnatningsspots helt nede i vandkanten, fisk i lange baner og aftensvømmeture hver aften, så er det lige til at holde til.
Pucon, paradis for outdoorfolk
Efter nogle gode men hårde dage ved kysten retter vi kursen mod Pucon, som siden Peru har stået meget højt på listen over steder, vi virkelig ser frem til at opleve. I starten af rejsen hørte vi nemlig, at man kan bestige en af Chiles mest aktive vulkaner, Villarrica, og kælke ned ad den igen! Hvis man kender os, så ved man uden at blinke, at det er en oplevelse, vi på ingen måde kan sige nej til. Det er da også langt fra en oplevelse, vi fortryder. Bureauet, vi booker igennem, fortæller os, at vulkanen i øjeblikket er i niveau gul, som betyder mere aktiv end normalt. Altså kan man ikke gå helt til toppen, men til gengæld kan man være heldig at se, lava sprøjte op ad vulkanen.
Længe ventet Carretera Austral
Vi hopper herefter tilbage til friheden på cyklerne med et nyt eventyr ventende foran os. Vi er nemlig endelig nået ned til den sceniske vej, Carretera Austral, der snor sig gennem den chilenske del af Patagonien. Et sted vi har set utrolig mange billeder af inden afrejse, så det er helt vildt at være nået hertil. Her er frodigt og grønt med brusende vandfald overalt. Høje bjerge med sneklædte toppe omringer os. Enkelte steder er der gletsjere, mens de smukkeste søer pryder landskabet i andre egne.
Det er dog ikke lige nemt at kigge op og nyde den flotte udsigt alle steder. Vejen er nemlig ikke befæstet mange strækninger, hvilket stiller krav til vores koncentration og balance på cyklerne. For første gang nyder vi for alvor at cykle på grus, da vi hjemmefra har måbet over og glædet os til netop denne grusvej i smukke omgivelser. Derudover har gruset været forholdsvis fast grundet den store mængde regn, der falder i området. Et andet punkt, man som oftest gerne ville have været foruden, men som for os er lige sådan Carretera Austral skal være. Forunderligt mange andre bikepackere holder hviledage, når det regner allermest, da de ikke orker at blive våde. Regnen gør os naturligvis ikke det store, da vi blot hopper i regntøjet, skruer op for musikken og mindes familien derhjemme. Faktisk har en kvindelig cyklist ytret, at hun synes, at det er snyd, at vi som danskere er så vante til regnen, at det ikke gør os noget. Vi havde ikke lige forestillet os, at en italiener skulle være misundelig over det danske vejr, men den tager vi da med.
Unik eller en af flokken
Sådanne bemærkninger og sjove samtaler med andre bikepackere har der været mange af de sidste dage. Carretera Austral vrimler nemlig med cykelrejsende som os. Tidligere på rejsen har lokale og andre turister været meget imponerede over, at vi cykler så langt med så meget bagage, men her er det helt almindeligt. Efter lang tid som “celebrities” er det rart ikke at stikke sådan ud, men i højere grad bare være en del af mængden. Alligevel er vi blevet “genkendt” af andre rejsende som “de to unge danske piger”. Selvom rejsemåden ikke er unik her, er det stadig specielt, at vi er så unge, to piger, og at vi er fra Danmark. De fleste her rejser som par, er over 30 år og kommer fra Frankrig, Tyskland eller et sted i Sydamerika.
Hverdag som spontane hulemænd
I mødet med så mange andre er vi også blevet mere bevidste om vores lugt. Derhjemme er vi, ligesom de fleste andre, vant til at gå i bad, redde hår og skifte tøj hver dag. Sådan er det ikke længere! Nu kan der sagtens gå en uge imellem hårvasken, og vi sveder gerne i tøjet til det stinker helt forfærdeligt. Skræmmende, hvor hurtigt man vænner sig til denne klamme udvikling! Vi kan sagtens lugte, at den ikke er helt god, men vi er som regel kun tætte på hinanden, så det generer os faktisk ikke. Vi ved dog, at det er slemt, når vi ikke kan huske sidst, vi vaskede tøj. For nyligt gik det op for os, at vi havde cyklet i det samme tøj i 13 dage uden at vaske det -pænt nasty, men hvad pokker!!?
På den populære Carretera Austral, hvor vi har cyklet den seneste uge, har vi dog mødtes med mange andre bikepackere. Her kan det godt føles lidt ubehageligt at være klam, da mange andre bor på hostels og går i bad hver dag. Indtil videre har det dog ikke skræmt nogen væk fra at være sammen med os, og det er en acceptabel ting at lugte af adventure på sådan en tur.
Vi fortsætter et par uger på Carretera Austral, inden vi igen krydser over til Argentina, hvor det især er den patagoniske vind, vi er spændte på at opleve. For at se, hvordan vi tackler vinden og det øde patagoniske land kan du hoppe ind på vores Instagram og Facebook under navnet Cykelpigerne.
