Cykelpigerne – Betaget af sydamerikansk charme fra start
Tekst og foto: Julie og Ida
Så har vi været på tur i lidt over fem uger, og er du gal, hvor er det fedt! De sidste tre uger har stået på vild natur med fascinerende bjerge og eksotiske dyr i både Peru og Bolivia.
Der er bare ikke noget, der slår følelsen af at suse ned ad et bjerg med over 50 km/t, vind i håret og en udsigt, man ellers kun ser på billeder. Vi har flere gange følt, vi har været med i en film, når vi har trillet igennem landskab omringet af vikunjaer, strudser og lamaer.
Omvendt har vi også mærket, hvor hårde Andesbjergene kan være, når vi har slidt os op ad de peruvianske opkørsler. Det har som oftest foregået i det allerlaveste gear i et skønt lulletempo. Vi har nydt, at vi ikke har haft noget at skulle nå og taget os god tid til at nyde omgivelserne. Og så er det fede ved opkørsler, at de ofte efterfølges af en fed nedkørsel, der er hele anstrengelsen værd.
Behovsstyret hverdag
Vi er for alvor blevet grebet af livsstilen og har fået opbygget en god rutine i dagligdagen.
En af de fede ting ved vores rejse er, at vores kalender er blevet overflødig. Vi har ingen faste mødetider eller “to do”-lister. Vi er fuldstændig styret af vores ønsker og behov fremfor pligter. Solen vækker os ved en sekstiden, hvorefter vi spiser den obligatoriske havregryn med et godt smæk kakaopulver på og smører ballerne ind i chaimoscreme (seriøst nødvendigt for ikke at få for ondt i måsen!!). Vi pakker lejren sammen og gør klar til at cykle.
Korrupt politi
Kun en enkelt gang har vi oplevet noget ubehageligt eller nærmere besværligt ifbm. overnatning. I Peru slår vi teltet op ved en sø, hvor vi på Ioverlander-app’en kan se, at flere andre har overnattet. Politiet patruljerer i området og kører forbi teltet to gange uden at sige noget. Da vi skal til at spise, kommer de forbi en tredje gang og er ikke begejstrede. De beordrer på spansk, at vi skal flytte vores telt, da de mener, at det er et farlig område. De kan ikke forklare, hvad der er farligt, men vil ikke lade os blive der, selvom vi føler os trygge. Efter en lang samtale frem og tilbage vha. Google Oversæt, da de ikke kan et ord engelsk, siger de, at vi skal køre med dem hen til et bedre sted 500 m væk. De lægger her utrolig meget vægt på, at vi skal betale dem for deres store hjælp, men vil ikke fortælle beløbet. Her begynder vi at blive mistænksomme.
Vi får en fornemmelse af, at de bare fik dollartegn i øjnene, da de spottede to dumme turisttøser. Dette bliver bekræftet, da vi modstrider betalingen og køreturen. Så høfligt og uskyldigt som muligt siger vi: “Mange tak for hjælpen. Vi flytter selv vores telt.” De bliver tydeligt skuffede, men accepterer og kører videre.
Denne episode viste os vigtigheden af at lytte til vores mavefornemmelse, også selvom det virker lidt angstprovokerende at modstride politiets ordre. Politiet i udlandet er nemlig langt mere korrupte end i Danmark, så man skal ikke blive skræmt af uniformerne.
Små piger i udlandet
Udover denne hændelse har vi ikke følt os utrygge eller generede af den lokale befolkning. På intet tidspunkt har mænd været ubehagelige eller klamme overfor os. Det er klart, at folk kigger lidt ekstra, når to lyse piger kommer trækkende med voldsomtpakkede cykler. Dette giver dog blot nogle sjove situationer, når tilfældige mænd for eksempel siger “Waaaaaow” eller “Hello babies” efter os.
Få gange er vi blevet spurgt, om vi er singler, hvortil vi naturligvis svarer, at vi begge har mænd derhjemme. Dette svar er til hver en tid blevet accepteret, og så har den ligesom været lukket derfra.
Omvendt har vi indtil videre blot set det som en fordel, at vi har set så små og uvidende ud, for det tiltrækker i den grad hjælp. Vi skal ikke se forvirret ud særlig længe, før lokale kommer hen og spørger, om de kan hjælpe os. I denne sammenhæng er de også meget nysgerrige på vores rejse og udstyr. Selvom vores spanskkundskaber er minimale, kan vi ved hjælp af små gloser og lidt håndfagter godt føre korte samtaler. Det er især prisen på vores cykler, længden af rejsen, og at vi ikke har nogen mænd med, der interesserer folk.
Fire taxachauffører i Peru har også udtrykt stor begejstring for kvaliteten af vores dæk, der er noget bedre end deres taxaers. Derudover forstår de ikke, hvordan vi gebærder os i Perus bjergrige landskab uden nogen motor, for selv med motor slider de sig op ad visse stigninger.
Kropsændring
Det er klart, at vi får forbrændt en del kalorier på seks timers cykling om dagen, og det begynder også at kunne ses på vores kroppe. Vores tempo i sadlen er dog stille og roligt, og vi triller egentlig bare derudad. Det er bestemt ikke nogen slankekurstur, vi er taget på. Dette ses også tydeligt på vores snackindtag. Vi er begge kæmpe madører, så den får bestemt ikke for lidt på den front. Det kan hurtigt blive til en halv pose havregryn, fire snickers, et helt toastbrød, en bøtte marmelade, fire portioner kartoffelmos, en dåse majs, en dåse tun, to æbler og en pakke Pringles på sådan en cykeldag.
Hold blodsukkeret i top
Vi har hurtigt lært, at det mere end nogen andre steder er vigtigt at holde blodsukkeret oppe og få noget ordentlig næring på sådan en tur.
Første dag i Cusco spiser vi morgenmaden, der er inkluderet i hotelopholdet og drager herefter ned i byen. Efter en fire kilometers gåtur til simkortsbutikken får vi det begge ret dårligt. Lavt blodsukker og 3400 højdemeter er tydeligvis ikke nogen god cocktail. Ida ender med at besvime, men Julie griber hende, og hun vågner hurtigt op igen. Det foregår ret udramatisk, hvilket bekræftes af ekspedientens reaktion der er at spritte Idas hænder af og ellers fortsætte simkortsalget.
Alligevel er det en lærestreg fra start, der viser os, at vi skal være mere bevidste om vores madindtag end derhjemme.
Dette har dog vist sig ikke at være så lige til grundet de sydamerikanske kostvaner. De lever i høj grad af helt lyst brød og enormt sukkerholdigt pålæg. Til frokost kan vi nemt dele et helt toastbrød og blot nå stopklodsen, fordi al den sukkerstads bliver for vammel. Vi har dog fundet ud af, at tortillas fungerer ret godt (hvis altså vi kan finde det i bodernes sparsomme sortiment). Fyldet kan variere ml. majs, tun, kødpølse og ketchup
Økonomisk frihed
Maden i Sydamerika er ufattelig billig. Et restaurantbesøg med to store bøffer, ris og fritter samt en sodavand til os hver behøver ikke at koste over 70 DKK. Af den grund forkæler vi ofte os selv på diverse lokale restauranter, når vi cykler gennem byer.
Vi ønsker ikke at tænke over den økonomiske del i det daglige på vores rejse, men vil bare gerne nyde den vildeste rejse i vores liv. For at være på den sikre side, har vi begge sparet 200.000 kr op. Starten af rejsen er blevet noget dyrere end forventet grundet cykeltyveri. Vi havde begge ret gamle cykler før og valgte efter tyveriet i Amsterdam at investere i nye, langt bedre OG DYRERE cykler. Dette gav pludselig en udgift på lige under 27.000 kr til os hver -og blot 10.000 kr tilbage af forsikringen.
Flybilletterne til Peru var ligeledes i den pebrede ende (10.000 kr pr stk), da de blev købt en uge inden afgang, og vi skulle have de to cykler med.
Dette er dog ikke noget, vi bryder vores hoveder med i det daglige. Vi lever bare livet!
Snart venter Salar de Uyuni og Atacamaørkenen, som i den grad er højdepunkter på vores rejse. Vi glæder os til at se en helt anden natur, end vi nogensinde har set. For at se de vildeste billeder og høre vores personlige fortællinger om oplevelserne, skal du endelig hoppe ind på vores Instagram og Facebook, samt fortsætte med at følge med her på bloggen.
Good times! -Ida og Julie
