Cykelpigerne – Imødekommende Argentina
Tekst og foto: Julie og Ida
Argentina, dig kan vi lide!! Sommer og sol, flade veje, kulturmøde med alt det indebærer, møder med hjælpsomme og imødekommende sjæle samt ikke mindst at engelsk begynder at være et sprog, folk kan snakke bare en smule af (Hvilket vores ikke-eksisterende spanskevner er lykkelige over).
Længe ventet møde med Ruta 40
Efter måneder i bjerge og kulde er vi endelig nået en længe ventet milepæl – mødet med Ruta 40. Ruta 40 er en landevej, der kører ned gennem størstedelen af Argentina. Vejen fører os igennem små hyggelige landsbyer, energifyldte storbyer og ikke mindst mere storslået natur. Vi sover i vejkanter, forladte bygninger og hos søde Warmshowerhosts.
Efter grænseposten smutter vi hen til byens tankstation, hvor vi uden held forsøger at finde wifi.
Da Jama er en meget lille by (hvis man overhovedet kan kalde den det), bliver vores 2. og sidste bud den lille diner. Ikke længe efter vi sætter os, kommer grænsekontrolsmedarbejderen ind. Idet han går ind ad døren, griner han og udbryder “Ohhh, that’s the machinegirls!” Det ene tog de andet, og vi ender med at bruge hele aftenen i selskab med ham og hans kollega, som giver både mad, drikke og ondt i maven af grin. Da klokken er ved at være mange, spørger han, hvor vi skal sove. Som sædvanligt er vores plan wildcamping. Det synes han dog ikke så godt om, så han tilbyder, at vi kan slå teltet op bagved grænsebygningen. Efter vores første aften i Argentina er vi allerede overbevist om, at Argentina er fuld af kærlighed og gode mennesker.
Mødet med hjælpsomme mennesker er langt fra en engangsforestilling. Det sker stort set dagligt, at vi bliver stoppet af bilister, som lige har en sandwich, juice, vand eller snacks til at ligge i bilen.En anden oplevelse er da vi lige er ankommet til Villa Union. Vi stopper ved en tankstation for at købe en is, da en mand kommer løbende over til os fra et hotel. Han har set os slide op ad et bjerg tidligere på dagen og udviser stor respekt.
Det er tydeligt at mærke, efter vi er ankommet til Argentina, at vi begynder at bevæge os ind i rigere lande. Vi har kun mødt venlige hjælpsomme sydamerikanere på turen indtil nu, men Argentina er next level, hvilket vi tror hænger sammen med, at de har flere midler og derfor mere at give af. Sammenlignet med de midler vi har hjemme i Danmark, burde vi skandinavere virkelig lære noget af det.
Fodbold er ikke en sport, men en religion
Udover de mange mennesker, vi møder tilfældigt på vores vej ad Ruta 40, er der også mange Warmshowerhosts i Argentina. Warmshower er en hjemmeside, hvor bikepackere og andre cykelglade sjæle åbner sit hjem for cykelrejsende, så man som rejsende kan bo gratis. Reglen er, at når man selv har mulighed for at hoste andre, åbner man sit eget hjem. Dette fællesskab har givet os fantastiske oplevelser.
En af de mange fordele ved Warmshowers er, hvordan man kommer helt tæt på kulturen. Vi er heldige at ramme ind i Argentina midt i VM-fodboldfeberen, hvilket er en helt perfekt måde at møde Argentina. Vi bor hos en sød ældre dame ved navn Celina, der kører motorcykel i San Juan. Vi er knap kommet ind i haven, før hun introducerer os til to franske par, som også bor i hendes have. Hun har stort set hele tiden bikepackere boende. Efter vi har kølet ned i hendes pool, spørger hun, om ikke vi vil med hende og hendes venner over på den lokale tank og se kvartfinalen. Sikke en kamp, sikke en sejr og sikke en fest!
Fodbold er en kæmpe del af den argentinske kultur, så ved ankomsten til Mendoza har vi travlt med at komme mod centrum til en bar, hvor vi kan følge med på storskærmen som alle andre argentinere. Vi er heldige at få lov at se finalen her også. På kampdagene er størstedelen af byen lukket ned, så folk er klar til kampstart. Gaderne er inden kampen fyldt med folk klædt i hvidt og blåt med tårnhøje forventninger. Stemningen, adrenalinen og spændingen suser omkring hvert gadehjørne. Alle restauranter og barer viser fodbold, så det er en umulig opgave at undgå at se kampen – det understreger også ret godt, hvor stor del af kulturen fodbold er herovre. Her er fodbold ikke en sport, men en religion. Folk stimler sammen under den bagende sol og skråler med på slagsange, drikker øl, hopper og danser på borde og stole.
Så snart tiden løber ud, og måltavlen melder Argentina som vindere, fyldes gaderne med optog, trommer og slagsang. Bilerne fyldes til renden med passagere -alt fra folk siddende på skødet af hinanden, stående i ladet på de mange pick-up trucks eller kravlende på taget. Fælles for alle er, at der er store faner i alle biler og forsamlinger. Fodbold skaber fællesskab uafhængigt af sproglige barriere. Som to danske piger bliver vi lynhurtigt inkluderet. Det er ikke så vigtigt, at vi ikke ved en disse om fodbold og ikke taler spansk. Vi hepper på Argentina -Det er det eneste, der tæller!
Jul i sommer og sol
Efter VM-triumfen sætter vi kursen mod Andesbjergene for anden gang. Krydset her er lidt længere end sidst, men vejen er op og ned, modsat den konstante stigning vi oplevede ved Paso Jama. De første to dage kører vi knap 100 km om dagen. Den sidste ender på 35 km. Man kan enten vælge at blaffe gennem en tunnel, hvor man ikke må cykle, eller man kan tage den gamle grusvej, som krydser op over bjerget.
Stædigheden i os beslutter uden tøven, at det er turen over bjerget ad grusvejen, vi skal på. Dagen dette skal foregå vågner vi begge op ret sløje. Havde vi ikke haft en juledeadline at nå, havde vi nok taget en hviledag i teltet. Vi vil dog gerne være sikre på at nå til Santiago til jul, så vi må lige tage os sammen. Og tunellen er IKKE en mulighed for os! Der går godt nok en del tanker gennem hovederne på os på vejen op, men da vi efter 6 timer i 8 km løs grus og stiv modvind endelig når toppen, er det den vildeste følelse. Vi er dog ret sikre på, at vi aldrig har været så klar på at sove før som efter den tur… Turen ned dagen efter er dog alt besværet værd! Vi forventer jo godt nok, at det går nedad, men 100 km ned ad bakke har vi dog ikke lige forestillet os. Det er en af grundene til, at vi elsker alt ved den her rejseform – adrenalinkicket man får, når man har kæmpet for at nå en top og endelig føler forløsningen på en nedkørsel.
Juledagene bruger vi i en lejlighed i centrum af Santiago de Chile sammen med en anden bikepacker, som vi har mødt på vores rejse. Nytåret skyder vi ind i Talca, og så går turen ellers bare mod syd til Puerto Montt, hvorfra vi cykler ad den famøse Carretera Austral.
Følg eventyret og dets daglige strabadser på Facebook og Instagram under navnet Cykelpigerne
