Cykelpigerne – Problemfrie Singapore og Malaysia fra cykelsadlen
Tekst og foto: Julie og Ida
I skrivende stund sidder vi med fødderne i vandkanten og en iskold friskpresset appelsinjuice i hånden. Dette er vores tilværelse de næste par dage, hvor vi tilbringer tiden på Langkawi, en Malaysisk ø. Når vi forlader øen igen, er det med direkte kurs mod Thailand, som er sidste asiatiske land på turen. Før vi når så langt, vil vi lige tage jer med tilbage til vores seneste månedstid på Sydøstasiatisk fastland.
En barnedrøm går i opfyldelse
Vi ankommer midt i maj til et land med hovedstad af samme navn, Singapore! Singapore er for os en kæmpe barnedrøm. Vi har en ide om, at alt er muligt i Singapore, og at det faktisk bare må være definitionen på paradis. Som håbet skuffer det ikke. Her er over 250 meter høje skyskrabere, overdådige lysshows og caféer fulde af suitklædte kvinder og mænd med laptoppen foran sig. Byens travlhed giver et adrenalinkick og sus, som vi aldrig har oplevet det før. Vi har valgt at være her i 4-dages tid for at have god tid til at mærke byens energi. Vores første timer i Singapore beskriver meget godt, hvordan det ofte går for sig, når de to cykelmyg kommer til en ny storby, KAOTISK…
Simkorts kaos… Igen
Vi kommer af færgen, hvor vi skal igennem paskontrol for at få lov at komme ind i landet. Her kommer to unge gutter fra personalet hen og siger, at de nok skal tage vores cykler med ud på den anden side, så vi bare kan mødes med dem, når vi er igennem paskontrollen. Det er vi jo ikke meget for, da det med at slippe cyklerne af syne ikke lige er vores favoritting. Efter at have snakket frem og tilbage i lidt tid, må vi acceptere, at der ikke er noget at gøre. I sidste ende står de heldigvis så fint og venter på os ved cyklerne. Vi cykler ind til byen, hvor næste opgave er at finde simkort. Her render vi forvirrede rundt fra den ene skyskraber til den anden. Ida får at vide i en 7-eleven, at de ikke har nogen, men at de har på den anden side. Ida leder nu videre på den anden side, hvor hun finder de forkerte simkort. Hun kommer tilbage til Julie, som nu render over i et supermarked. De siger, at hun kan finde nogen på 7-eleven på etagen under. Julie smutter ned, hvor hun på ny for at vide, at hun skal en etage længere ned. Her får hun også at vide, at det er etagen under igen… Her konstaterer hun, at en bygning simpelthen er for stor, når man har en 7-eleven på fire forskellige etager! Hun finder endelig de rigtige simkort og så er det ellers afsted med os til vores overnatningssted. Vi har fundet os en Irsk Warmshower, vi har fået lov at bo hos. Han bor i centrum, så vi cykler mod hans adresse, hvor vi endnu engang må melde forvirring.
Vi kommer først til et Security house, som sender os videre til et andet. Her kommer vi igennem, kører ned i kælderen for at finde elevatoren, men vi finder kun en trappe. Turen går tilbage til Security, som ringer op til vores host og siger, at han skal komme og hjælpe os ind. Vi kan ikke selv kontakte ham på dette tidspunkt, da simkortet skal aktiveres via wifi… Vores host er på arbejde, så han forsøger gennem Securityguardens telefon at guide Julie. Det kommer der dog ikke meget ud af, da Julie i forvejen er en smule forvirret over engelsk. Irsk accent gør det ikke nemmere og som prikken over i’et snakker securityguarden også til hende. Ida render på samme tid rundt nede i parkeringskælderen og leder efter elevatoren. Den finder hun på den anden side af den mur, vi har parkeret ved… Så som sædvanligt ved alle på kort tid, hvem de to danske cykeltøser er…
For fyldte til Malaysias charme
Vores dage i Singapore bliver brugt som ægte turister. Gardens by the bay, Silvertrees lysshow, ice cream museum, en smuttur til lufthavnen for at se verdens største indendørs vandfald og masser af god mad. Efter det intense og travle storbyliv melder vi klar til at fortsætte cykelturen, som nu vil foregå i Malaysias ukendte omgivelser. Vi ved stort set ingenting om Malaysia, så vi krydser med spænding og gåpåmod grænsen. Grænsekrydsningen er den nemmeste hidtil på turen. Allerede da vi er nået ud på de første landeveje, er det tydeligt at mærke, hvordan bilerne er færre og luften langt renere end Indonesiens. Folk her kan snakke langt bedre engelsk end både Indonesien og de sydamerikanske lande, vi har været i. Malaysia overrasker os virkelig positivt. Folk minder langt mere om europæere. Der bliver stadig heppet og spurgt ind, når vi cykler rundt i de lokale landsbyer, men på en helt anden og neddæmpet måde end Indonesien, hvilket virkelig har gjort godt for os begge, men specielt Julie har ramt et punkt, hvor møderne til tider kan være lidt for hårde. Det viser sig tydeligt en aften, hvor vi har aftalt med en Warmshower lige udenfor Kuala Lumpur, Malaysias hovedstad, at vi kan opbevare vores cykler, mens vi er inde i byen. Han er, som alle andre hosts, super sød og interesseret, men Julie smutter tidligt i seng for at undgå alt for meget samtale. Da vi efter dagene i Kuala Lumpur igen tager tilbage for at hente cyklerne, går Julie mere eller mindre i baglås, bliver ked af det og får det super ubehageligt ved tanken om, at vi endnu engang skal tilbage og være sociale med de lokale. Her beslutter vi os for, at Julie er “syg”, og så tager Ida med Warmshoweren og hans ven ud at spise.
Kunsten at opfylde begges behov
Julie: “Det er super duper irriterende, at det er sådan her, jeg har det. Det føles så utaknemmeligt, at jeg ikke kan give igen med snak, gode historier og interesse, når nu det er den eneste betaling, som er forventet for at bo hos Warmshowers, men jeg kan simpelthen ikke. Der er ikke flere kræfter tilbage til at fortælle den samme historie engageret igen og igen. Jeg er fuldstændig mættet af lokale. Det har intet med Malaysia at gøre, og som sådan heller ikke Indonesien, selvom det er her, mit sociale bæger blev fyldt. Det handler om, at jeg har glemt at mærke efter, lytte til mig selv og acceptere, at det er okay at tage på et hotel i ny og næ for at få lidt alenetid. Det har været lidt af en omgang at se i øjnene, at selvom Ida og jeg er et godt team, er det netop dette punkt, der skiller os. Mest irriterer det mig, at det skal gå ud over Ida, for det sætter også nogle begrænsninger for hende og betyder, at hun er “tvunget” til at føje sig for mine behov. Ida er heldigvis uden tøven med på, at fokus er, at jeg skal finde overskud igen.”
Vi bliver tit spurgt, om vi aldrig bliver uvenner, og det gør vi faktisk ikke. Vi har endnu ikke på et eneste tidspunkter været tæt på et skænderi eller diskussion i de seneste 8 måneder. Grunden er nok, at vi, som i ovenstående situation, lytter til hinanden og føjer os for hinandens behov. Og selvom det måske ikke lige er, som man har forventet, skal det hele jo nok bringer et eller andet godt med sig. Måske går vi glip af noget, men så får vi noget andet med i stedet.
Tiltrængt bjergtur
Efter tre gode dage i hovedstaden med ro, gåture rundt i gaderne, museums- og tempelbesøg, sætter vi kursen mod Cameron Highlands, en nationalpark oppe i bjergene. Det betyder, at vi har en 2000 meter stigning og 80 km, som vi gerne skal klare på en dag. Vi er meget spændte på, hvordan det lige kommer til at gå, da vi ikke rigtig har kørt i bjerge siden Sydamerika. Alt går heldigvis som smurt, og sidst på eftermiddagen checker vi ind på det hyggeligste hostel. Cameron Highlands er lige præcis det, vi har brug for. Her er masser af natur, temperaturer mellem 15 og 25 grader samt en masse søde backpackere. Vi falder på vores hostel i snak med en flok tøser, hvor vi specielt godt kommer ud af det med schweiziske Eve, australske Maddy og engelske Helen. De søde tøsers selskab betyder, at vi forlænger vores ophold her af to omgange og holder ægte tøsehygge med vinaften, vandretur og filmaften. Det er meget tiltrængt for os begge at trække stikket for nogle dage væk fra trafikstøj og cykler. Cameron Highlands er specielt kendt for deres smukke æstetiske teplantager, som vi ser solopgang over og drikker te fra.
“Vil du have en krog i ryggen!?”
Efter en tur i bjergene nyder vi en 80 km lang nedkørsel ned ad bjerget igen! Herefter har vi sat kursen mod et par ø-besøg. Første ø er Pinang. Her ligger Malaysias anden største by, George Town. Vi har fundet os endnu en Warmshower, som bor få kilometer fra centrum. Den første aften har vi fundet et tempel, som vi lige vil tjekke ud. Det eneste vi ikke lige har tjekket er åbningstiderne, og det kan vi jo så fortryde, da vi kommer derhen… Om ikke andet er templet også pænt fra vejen. Vi finder os noget aftensmad ved en lille vejbod, hvor vi beslutter os for at købe snacks i den lille kiosk overfor og så smutte hjem for at se Netflix. Kassedamen i butikken spørger os, om vi har set ildvandringen, som foregår ved et andet tempel rundt om hjørnet. Ildvandring er ikke lige noget, vi kender så meget til, men vores opmærksomhed og nysgerrighed er blevet fanget! Så afsted med os ned ad gaden, hvor en kæmpe hinduistisk forsamling finder sted. Vi render lige del forvirrede og fascinerede rundt blandt de smukke hinduer.
Der er store optog af mænd med kæmpe skulpturudsmykninger på hovedet, omgivet af drenge med trommer, som spiller og danser. Da vi vender os rundt, hvor et nyt optog af mænd udklædt med julekuglelignende dekorationer. Da de kommer tættere på, kan vi se, at dekorationerne er sat fast med kroge ind i deres hud! Og som om det ikke er nok, kommer der som afslutning tre store vogne med diverse dekorationer trukket af tre mænd. Mændene trækker vognene med kroge sat fast i ryggen. Det ser helt vildt ud, og som noget der ville være afskaffet for længe siden i en vestlig verden. Alle er dog supersøde overfor de eneste to turister, der har fundet sig vej hertil. De lader os tage billeder og stopper endda optoget for, at vi kan se alle detaljer helt tæt på. Vi bliver endda tilbudt at prøve at mærke, hvordan en krog føles i huden. Vi griner lidt nervøst, da vi går ud fra, at det er en spøg. Han spørger igen mere seriøst, hvortil vi efter en måske lidt for lang og nysgerrig tænkepause dog takker nej. Det havde sgu været den dummeste årsag til sygehusbesøg: Infektion for at få renselse af nogle guder, man ikke engang tror på! Selv uden ritualer på egen krop får vi os noget af en oplevelse, og det gør faktisk slet ikke noget, at Netflix-serien bliver udsat lidt…
Paradis med palmer og rugbrød
Inden vi forlader Malaysia, befinder vi os som sagt nu på Langkawi. For at komme hertil, skal vi med en færge. I første omgang er planen at sejle fra Kuala Perlis, men tilfældigvis ser vi et skilt 40 km før byen, som viser en anden færge til præcis samme sted. Så afsted med os, og 8 km senere sidder vi på en færge på vej til et par dage i paradis. Øen har de smukkeste hvide strande, som vores hotel ligger helt ud til, så den daglige rutine er som følger: Først morgenmad hos en dansk kok, som har slået sig ned på Langkawi, hvor han har en lille morgenmadscafe. Direkte tilbage på hotellet, hvor vi hopper i bikinien og finder os en solrig plet i vandkanten. Her ligger vi indtil frokost, hvor vi finder os en restaurant med aircondition. Eftermiddagen bliver brugt på massage, ture ud til turistspot eller planlægning af næste strækning. Efter vores mange besøg hos den danske kok, Jens, ender vi med, få ham overbevist om, at han da skal i gang med at bage rugbrød -og således får vi tiltusket os god dansk rugbrød og hjemmelavet tunsalat at cykle videre på.
Med fyldte maver og helt afslappede kroppe sætter vi nu kursen mod Thailand. Det er med blandede følelser, vi om lidt krydser grænsen, da vi begge glæder os meget til at opleve Thailand, men det også betyder, at vores rejse synger på sidste vers for denne gang. Frygt ej, vi er på landevejen et par måneder endnu, så vi skal nok holde jer opdateret med blogs hele vejen. Kan I dog ikke nøjes med de månedlige opdateringer her, er I mere end velkomne til at følge med i hverdagsglimtene på “Cykelpigerne” på både Instagram og Facebook
