Styrt i sydamerikansk ørken og usikkerhed om fremtidig færden
Tekst og foto: Julie og Ida
“Beklager, vi ikke har svaret, men vi havde lige travlt med at cykle igennem to ørkener.” Hvor sygt lyder det ikke lige! Det er den vildeste og under normale omstændigheder dårligste undskyldning. Om ikke andet har vi på mest casual vis fyret den af et par gange, efter vi har krydset både Salar de Uyuni og Atacama. En tur der har budt på den indtil videre største både fysiske og mentale udfordring.
Kendisser på bumpende saltflager
Salar de Uyuni er verdens største saltørken, der ligger i sydvest Bolivia. Hjemmefra havde vi ikke planlagt at skulle krydse den, men blev undervejs anbefalet den tilstrækkeligt gange til, at vi omlagde ruten. Og det er vi så glade for! Er du vimmer en oplevelse!
Omringet af salt så langt vi kunne se, flotte honning-lignende strukturer og total stilhed. Det gav os kæmpe skiferie-vibes-bortset fra, at der var helt fladt og mega varmt. Saltørkenen har ingen veje som sådan, så meget af tiden kørte vi den direkte vej efter kompas. Når man kan køre lige den retning, man ønsker, kan man ikke undgå at blive overvældet af følelsen af, at ingen kan begrænse én. Man er bare fri til at gøre lige, hvad man har lyst til!
Salten var dog ikke altid helt så idyllisk at cykle på, som det lyder. Den tidligere voldsomme regnsæson med masser af vind havde gjort underlaget meget ujævnt. Det betød en frygtelig bumpen, som cyklede man på en pukkelpist. Alle indvoldene blev vendt godt og grundigt.
Mængde af forberedelse – en balancegang
Turen gennem Bolivia er et bevis på, at det er begrænset, hvor meget (eller rettere sagt lidt) research der egentlig er nødvendig for at begive sig ud på cyklen. Vi har googlet og spurgt andre bikepackere til råds i 1,5 år hjemme i Danmark. Det har naturligvis klædt os godt på ift. udstyr, forventninger og situationer, man kan opleve. Hverdagen har dog indtil videre været meget ukompliceret, så vi havde ikke behøvet at undersøge så meget. Det blev for alvor klart, da vi i løbet af to aftener var i stand til at omstrukturere ruten, så stykket i Bolivia blev forlænget. Det er selvfølgelig rart at have et godt billede af stigningsmængden, vejtypen og kvaliteten for at kunne vurdere sværhedsgraden, men mere detaljeret end det, behøver ens viden ikke at være. Man kan hurtigt forvilde sig i alverdens kort og blogs om forskellige ruter og oplevelser, men det er nu nemmest bare at tage det som det kommer. Hvis blot man er opmærksom på, hvor man kan få vand og mad, så kan det ikke gå helt galt. Hertil er app´en Ioverlander sammen med de lokales råd guld værd.
Tørke og ikke-eksisterende dækning
Mad- og vanddelen kræver lige lidt ekstra logistik, når man krydser ørkener, hvor forsyningerne er sjældne. Dette fik vi lært i verdens tørreste ørken, Atacama, i det nordlige Chile. Nogle områder siger man, ikke har haft nedbør i 50 år! Den høje temperatur (op til 36 grader) og hårde sol gør det mere anstrengende at cykle, og man skal være meget bevidst om sit væskeindtag for ikke at få en dundrende hovedpine. Lige her (og kun her) er vi meget taknemmelige for, at Sydamerika er kendt for sine stærke vinde. De forhindrer nemlig, at vi smelter helt væk. Derudover når nattetemperaturerne stadig forholdsvist langt ned (omkring frysepunktet), så vi bliver kølet ordentligt ned hver aften.
Udover varme er ørkener kendetegnet ved at være stille og øde. Dette er to egenskaber, vi i den grad har sat pris på. Det er så fedt bare at kunne slå sit telt op lige der, hvor man har lyst -uden at blive forstyrret af andre. Den ultimative frihed! Vi har for alvor følt, at vi har været i vildmarken, når vi kun har set en enkelt bil i løbet af en dag og har været helt uden dækning. Igennem de to ørkener blev det længste stræk syv dage uden adgang til internet. Heldigvis for vores forældre har vi medbragt en satellittelefon, så vi kan skrive små beskeder om, at vi har det godt. Kort, musik og serier er downloadet, så det kan tilgås offline. Af den grund er mangel på dækning ikke noget problem. Det mærkelige er blot, at man ikke havde nogen idé om, hvordan det går hjemme i Europa. Hvem er Danmarks statsminister? Har Putin overtaget hele Ukraine? Og er corona brudt løs igen? Vi føler for alvor, at vi bare lever i vores egen lille boble på cyklerne -uden bekymring for en negativ samfundsudvikling.
Hjernerystelse: Er det forsvarligt at fortsætte!?
Undervejs i den sidste ørken sker det, der bare ikke må ske. En af de eneste ting, der kan sætte en stopper for vores videre eventyr: ET STYRT. En lang nedkørsel slutter af med at krydse et sæt dybe jernbanespor. Julie trækker til siden for at kunne køre vinkelret over skinnerne, men retter op for tidligt, så forhjulet sidder fast, og hun styrter. Hjelmen rammer efterfulgt af skulderen asfalten med forholdsvis høj hastighed. Umiddelbart har Julie det meget godt, men er naturligvis chokeret og øm i kroppen. Nogle dage efter styrtet begynder Julies hoved at gøre ondt og efter en snak med hendes danske læge står det klart, at hun har fået en god gammeldags hjernerystelse. Dette resulterer i, at vi nupper 11 hviledage i San Pedro de Atacama på et mørkt hostelværelse og efterfølgende i en havekuppel uden den vilde underholdning udover indersiden af øjenlågene.
Sådanne situationer er det, vi frygter allermest på dette tidspunkt af rejsen. Nu har vi bevist for os selv, at vi duer til det her, og at vores kroppe kan holde til det. Det sidste vi ønsker, er at et uheldigt styrt skal ødelægge drømmen. Vi har brugt så lang tid på at forberede rejsen, så den må ikke slutte pga en uheldighed. På den anden side må livet, når vi kommer hjem, heller ikke blive ødelagt pga stædighed på rejsen. Disse cykelfrie 11 dage er de hårdeste på rejsen indtilvidere. Vi har lange snakke om, hvor lang tid vi skal holde pause, når det ikke bliver synderligt bedre, om vi kan forsøge at rejse på en anden måde, om vi skal tage hjem og rejse tilbage om et år, og om Ida skal rejse med hjem eller fortsætte rejsen på egen hånd.
Hovedpine og stolthed i Andesbjergene
Fortvivlelsen ender i første omgang efter de to ugers pause, da vi sætter os på cyklerne igen. Julies hoved er ikke helt godt, men lægen siger, at det nok vil være sådan en lang periode, og at cykling i sollys ikke skader på længere sigt. Lidt uheldigt er næste stykke af ruten direkte gennem Andesbjergene. Stødt opad de første tre dage, hvor vi skal stige fra 2422-4828 moh. En belgisk bikepacker forsøger i San Pedro de Atacama at overtale Julie til at tage bussen over bjergpasset sammen med ham, men hun afviser tørt med begrundelsen: “Vi er på cykeltur, ikke bustur.” Vi vælger istedet at trille stille opad og slå lejr lige over middag hver dag, når hovedpinen bliver for slem. Det er ikke sådan, vi har drømt om, at rejsen skal være, men hvis det er betingelsen for at kunne fortsætte, er det det, vi gør! Det langsomme tempo i ørkenvarmen skaber dog tidligt bekymringer på vandfronten. Vi drikker mere, end vi plejer, og der går længere tid mellem vandposterne. Det er den mest ubehagelige situation at cykle og være tørstig, men være tvunget til at spare på vandet. Det er også helt idiotisk, hvor tørstig man kan bilde sig ind, at man er, når man ved, at man ikke har særlig meget vand. Heldigvis bliver vandproblemet løst, inden det bliver akut, da en venlig forbikørende mand fylder vores drikkedunke, og vi senere får fyldt resten af depoterne op på en lille ensom gård. Stykket opadbakke med begrænset vand er første gang på turen, hvor vi ikke rigtig har lyst til at cykle. Det er for første gang for alvor hårdt, da vejen blot er gået en vej de første fire dage: OP! Efter pauserne har vi trukket os selv igang med motivationen om, at vi snart rammer toppen. Undervejs har vi dog på intet tidspunkt fortrudt, at vi ikke har taget bussen. Følelsen af at stå på toppen af Andesbjergene med vished om, at det er ens egne lårmuller, der har slæbt én derop -Og så ovenikøbet med en cykel, der vejer omtrent det samme som én selv- er uvurderlig! Vi føler os uovervindelige!Nu går turen ned gennem Argentina ad den populære rute 40, som vi længe har set frem til grundet den lækre asfalt og de forholdsvis flade strækninger. Hop ind på vores Instagram og Facebook for at se, om starten i Argentina er som vi forestiller os og glæd dig til at læse det næste indlæg her på bloggen om en tre ugers tid.
Good times! -Cykelpigerne, Ida og Julie
