Udstyr: Vores rullende hjem

Tekst og foto: Julie og Ida

Vi gjorde det! Vi cyklede til verdens ende!! I starten af marts ankom vi til verdens sydligste storby, Ushuaia. Hermed er vores sydamerikanske mål opnået, og hvor er det vildt altså! Tiden er ligesom cyklerne fløjet afsted, og det er ikke til at tro, at det er 9618 km og lidt over seks måneder siden, vi trillede hjemmefra.

Afslutning i fællesskab

Siden sidst vi opdaterede her på bloggen, har vi oplevet endnu mere vind og endnu flere venskaber. Vinden i Patagonien har gjort det meget svært at nyde teltovernatninger, så vi har så vidt muligt søgt ly indendøre. Det har foregået i statsopsatte refugios, kælderen til et bageri, et casa de ciclistas, forladte cabañas og venteværelset ved grænsekontrollen.
Vi har bestemt ikke været alene om dette behov, så ugen op til endemålet er eftermiddagene og aftenerne blevet tilbragt i selskab med en gruppe andre rejsecyklister. Heriblandt 60-årige Mel fra England og det tyske par, Julius og Carla, i starten af tyverne. Det har været superhyggeligt og nærmest føltes som et kollektiv, hvor vi har stået for på varm kakao og film, Julius og Carla for Dulce-wraps og Mel for cookies. Det har været så fedt at dele oplevelsen med nogle flere mennesker. Især fordi mange af os har totaltmeget samme humor og derfor lynhurtigt har fået en masse interne jokes. De gode venskaber har dog også gjort afslutningen i Ushuaia ekstra vemodig, da det både betyder farvel til Sydamerika, men også til skønne mennesker. Vi trøstes dog med, at det i begge tilfælde forhåbentlig blot er et “på gensyn”. De fleste af vores cykelvenner kommer nemlig fra Nordeuropa, så der er god stemning og mulighed for en reunionfest om et par år.

Udstyr

I løbet af det sidste halve år på vejen mod Ushuaia har vi været meget afhængige af vores medbragte udstyr. Mange af tingene er også smarte til andre måder at nyde naturen på, så selvom du ikke er en cykelmyg, skal du bare læse med. På cyklen er pladsen knap, og man ved, at jo mere man slæber med desto tungere og hårdere bliver det at cykle. Man kan dog ikke undgå, at det løber op i et par kilo, når man skal pakke hele sit hjem de næste 10 mdr. ned. Sammenlagt vejer hver cykel inkl. vand, mad og bagage normalvis 50-60 kg, hvilket mere eller mindre svarer til vores egen kropsvægt.

Cyklen

Cyklen er selvfølgelig det væsentligste udstyr på rejsen som bikepacker. Vi startede rejsen ud med vores gamle cykler. Idas en mountainbike og Julies en trailbike. De var begge godt oppe i årene, men fik kort inden afrejse skiftet et par smådele og sat nye bagagebærere på -her brugte vi Thule Tour Rack og Thule Pack ‘n Pedal. Herefter vurderede vores erfarne cykelsmed, Kai, at de var klar til 15.000 km. Det behøver altså ikke gøres til hverken noget kompliceret eller dyrt at rejse på denne måde.
Vi blev jo desværre bare overrasket med et lille cykeltyveri i Amsterdam, hvilket gjorde, at vi blev nødt til at investere i et par nye cykler. Denne gang blev det et par Koga WorldTraveller gravelbikes med følgende ekstraudstyr:

  • Tubus Duo Lowrider Front Rack
  • Tubus Logo Classic Rear Rack
  • Dynamolygter
  • Barends
  • Sidespejl

Cykeltasker

Når cyklen er på plads, skal man have nogle gode tasker. På denne front er der mange muligheder, men vi gik med det klassiske biketouring set-up med seks tasker: Backroller Classic 20 L på hver side af den bagerste bagagebæreren med en Rackpack 31 L spændt ovenpå, Gravelpacks 12,5 L spændt på hver side af frontbagagebæreren og en Ultimate six classic 5 L styrtaske. Vi kan i den grad anbefale at investere i nogle ordentlige cykeltasker, der er både slidstærke og vandtætte. Det er dem, der skal beskytte alt andet grej, og går de i stykker undervejs, bliver det rigtig besværligt at fragte alt sit habengut. Sommeren ˋ21 fik Julie i hvert fald erfaret, at T-Hansens model kun var tilstrækkelig til tre dage på Bornholm. Vi har på vores rejse valgt at give hver taske et “rum”. Vi har en værktøjstaske, en elektroniktaske, en køkkentaske, en madtaske, en toilettaske samt hver vores tasker med sovegrej og tøj. På hver taske har vi malet et mærke med neglelak i forskellige farver, så hvert “rum” har hver sin farve. F.eks. er grøn=køkkenet med trangia, krydderier og opvaskegrej. På den måde er det nemt og hurtigt at finde lige dét, man står og mangler. I det følgende vil vi gennemgå vores pakkeliste, men her kan du lige se bagagen overordnet:

Tøj

For os er det relevant, at vi har tøj med til alt slags vejr, da Sydamerika byder på både varme ørkener og blæsende bjergtoppe. Vi er endt med en backroller Classic hver, hvor vi hver især har:

  • 2x Cykelshorts, 3x kortærmet cykeltrøje og 1x langærmet cykeltrøje
  • 2x Kari Traa Rose merinould skiundertrøje og 1x Kari Traa Rose merinould skiunderbukser
  • 1x Kari Traa’s Røthe Midlayer fleece
  • 1x Hørbukser og -skjorte
  • 1x Fjällräven bukser
  • 1x Løbebukser
  • 1x Shorts
  • 1x Normal top
  • 2x Sportsbh
  • 5x Underbukser
  • 3x Ankelstrømper
  • 1x Tynde uldstrømper
  • 1x AGU Vandtætte sokker
  • 1x Kasket
  • 1x Falconer II Aero Mips cykelhjelm fra Sweet Protection
  • 1x Ronin RIG® Reflect cykelbriller fra Sweet Protection
  • 1x Bikini
  • 1x Refleksvest
  • 1x Häglöfs skaljakke og 1x Vaude regnbukser
  • 1x Kari Traa Røthe hue og 1x Kari Traa Rose halsedisse
  • 1x GripGrab cykelhandsker, 1x Johaug adapt 2in1 handsker og 1x Hestra skiluffer
  • 1x Shimano Recon 1.0 cykelsko
  • 1x Birkenstock med hælkappe
  • 1x Salomon vandresko
Vi kan klart anbefale skiundertøj af merinould, da det er temperaturregulerende, hvilket gør det til vores yndlings både til frosne nætter og dage med skarp sol, hvor vi ønsker at beskytte huden. Derudover slipper vi langt hen ad vejen for lugtgener, da materialet har en antibakteriel egenskab. Vores fleece er ligeledes en vigtig del af bagagen. Den fungerer både som en dejlig varm trøje på kølige aftener i bjergene og den perfekte hovedpude! Det item, vi undervejs er blevet allermest overrasket over nødvendigheden af på en sådan cykeltur, er et par gode solbriller. Vores øjne er sååå taknemmelige for, at vi ikke bare nøjes med de billigste, vi kunne finde. Vi har valgt nogle, der kan bruges i både høj sol og skygge. De skærmer solen perfekt og har en størrelse, så det dækker for både vind og sol fra alle sider.

Toiletsager

  • Tandbørste og tandpasta
  • Hårbørste
  • Deo og parfume
  • Skraber
  • Læbepomade
  • Menstruationskop
  • Skideskovl og toiletpapir
  • Neglesaks og pincet
  • Shampoo
  • Bodylotion
  • Solcreme
  • Myggespray
  • Mepyramin (mod kløe efter insektstik)
  • Sportstape
  • Assos chaimoscreme
  • Håndsprit
I denne taske er det især chaimoscremen, vi vil fremhæve som nødvendig. Det kan ikke undgås at få en smule saddelsår efter så mange timer på cyklen dagligt, men denne creme hjælper til at formindske friktionen ved nærmest at danne en beskyttende hinde på huden, så sårene minimeres. Derudover gør menstruationskopperne, at vi slipper for at slæbe et kæmpe lager af bind og tamponer med rundt, hvilket virkelig er en frihed. Vi tænker slet ikke over, at vi har den i, så vi undgår en ellers potentiel kæmpe gene ved at være kvinde på sådan en tur.

Værktøj

  • Pumpe, lappegrej og dækjern
  • Kædeolie
  • Ekstra kædeled, bremseklodser, eger, gearkabler, geardrop og slanger
  • Multitool
  • Nippelnøgle
  • Pedalnøgle
  • Aftrækker og kædepisk til kassetten
  • Kædetang
  • Skævbider
  • Små unbraconøgler
  • Strips, båndsurring og gaffa
  • Nål og tråd
  • Schweizerkniv
Denne taske bliver hurtigt meget tung, men vi har valgt ikke at gå på kompromis på værktøjsfronten, da det er nødvendigt for os at kunne fixe det meste på cyklen på egen hånd. Visse dage kører der blot en enkelt eller to biler forbi os, så der er man bare på spanden, hvis man ikke kan reparere en evt. cykeldefekt selv. I forbindelse med købet af værktøjet bør man naturligvis få et kort kursus i at bruge remedierne. Vi har i tillæg downloadet videoer af de forskellige teknikker og fremgangsmåder på mobilen.

Overnatning

  • MSR Hubba Hubba NX 2 telt og footprint
  • Warmpeace Viking soveposer
  • Asivik Airmat 3 7.0 Primaloft liggeunderlag

Vi er totalt overraskede over, hvor godt man faktisk kan ligge på et liggeunderlag. Vi havde forberedt os på ømme rygge i 10 måneder, men det er slet ikke tilfældet. Man puster underlaget op med en medfølgende drybag, til det får en højde på 7 mm., og så bliver ryggen bare glad. Det er endda mere komfortabelt end flere af sengene på de sydamerikanske hostels, vi har overnattet på.

Elektronik

  • Gopro Hero 7, ipad og mobil
  • UE Boom 3 højtaler (passer perfekt ned i en drikkedunksholder!!)
  • Garmin 830 cykelcomputer
  • Garmin Inreach satellittelefon
  • Sandberg Solar Charger 21W
  • Rejseadaptere, pandelamper og høretelefoner
  • Dji Mavic Air 2 drone

Solpanelerne inkl. powerbank fra Sandberg vil vi klart anbefale alle, der bruger flere dage i streg i naturen uden adgang til stikkontakter. Vi har en powerbank hver, hvilket giver os rigeligt med strøm til alle vores devices. Derudover er det en kæmpe tryghed for både os selv og vores forældre derhjemme, at vi har taget en satellittelefon med. Den sender automatisk vores lokation til dem, plus vi kan sende beskeder, når vi ikke har dækning, så de hele tiden ved, at vi har det godt.

Madlavning

  • Trangia, gas, tændstikker og pallet
  • Krydderier
  • Tallerkener, bestik og kopper
  • Opvaskemiddel, svamp og viskestykke
  • Skærebræt og skarp kniv
  • 2x Ortlieb 10 L vandblære, termoflaske og drikkedunk m. lifestraw
  • Fryseposer, elastikker, poseklemmer
  • Vådservietter
  • Westland teleskop fiskestang 7′ og blink

En af de ting, vi har spekuleret mest over inden rejsen, var, om vi kunne finde vand nok undervejs. Det har vist sig for det meste at være ret ligetil. Vores lifestraw gør det muligt at drikke vand fra offentlige toiletter, tankstationer og vandløb, og så gælder det bare om at fylde depoterne godt op, når vi får muligheden. Hertil er en vandblære genial, da den kan spændes bag på cyklen under rackpacken. Vi kan maksimalt medbringe 22 L vand, hvilket plejer at holde tre dage.
Festivalserfaringer inden rejsen har gjort os klar over, at vådservietter er det smarteste vaske-hack. De kan klare både krops- og opvask inde i teltet uden brug af vand.

Førstehjælp

  • Alnok (mod allergi)
  • Dulcolax (mod forstoppelse)
  • Ciproksin (mod infektion)
  • Imodium (mod diarré)
  • Panodil
  • Ipren
  • Lactocare (mælkesyrebakterier til de første uger i Sydamerika for at vores maver vænner sig til maden)
  • Micropur (vandrensningsdråber)
  • Kropstermometer
  • Nødfløjte
  • Alutæppe
  • Bandage
  • Plastre
  • Knebelpres (bånd til at stoppe blødning)
  • Desinficerende servietter
  • Electrolyte tabs (mod dehydrering)
  • Flåtkort
  • Giftsuger
  • Ispose
  • Saltvandsdråber
  • Plastikhandsker

Inden rejsen slog vi et smut forbi de lokale ambulancereddere for lige at forhøre os om, hvad de synes, vi burde have med af førstehjælpsudstyr på turen. Det resulterede i ovenstående kit med lidt til alle situationer. Det har heldigvis været den mest ubrugte del af bagagen. Indtil videre har vi ikke fået brug for andet end mælkesyrebakterier, panodiler mod hovedpine og plastre til ankler, der rives på klikpedalerne.

Diverse

  • Kuglepinde og dagbøger
  • Yatzy og spillekort
  • Mundbind
  • Pas, sygesikring, coronapas, gul-feber pas, pung
  • Falsk pung
  • Kryptonite U-lock evolution mini 7 og AXA kabellås
  • Sea to Summit pocket laundry wash
  • 2x IKEA-poser (Siddeunderlag og til at pakke cykeltaskerne sammen, så de kan indcheckes samlet i fly)
  • Sea to Summit hurtigtørrende håndklæde
  • Osprey Stealth Waist Wallet (RFID-blokering forhindrer misbrug af kort og pas af tyve med scannere)

Vi er blevet anbefalet at medbringe en falsk pung med gamle kort, kvitteringer og lidt kontanter, så den kan gives til tyve, der spørger efter al ens værdi. I starten blev vi skræmte ved tanken om at skulle lyve over for tyve, men hellere det end at give alle ens kontanter væk. Heldigvis har den falske pung ikke været aktuel endnu, og det regner vi heller ikke med, at den bliver.

Det var en overordnet gennemgang af alle de ting, vi cykler rundt med hver eneste dag. Vi håber, det har stillet din nysgerrighed og måske givet dig nogle gode tips til udstyr, du selv bør investere i.
For at se udstyret i brug, når vi nu fortsætter eventyret i Sydøstasien og høre vores personlige fortællinger om oplevelser fra turen, skal du endelig hoppe ind på vores Instagram og Facebook, samt fortsætte med at følge med her på bloggen.

Good times! -Ida og Julie

Mere inspiration

Bikepacking Stories – 8 gode råd til dit cykeleventyr

Bikepacking Stories, 8 gode råd til dit cykeleventyr, cykeltur, cykling, eventyr på cykel

Chok for kroppen giver ro i sindet

Chok for kroppen giver ro i sindet, Vinterbadning, det kolde gys, ny til vinterbadning, nybegynder, fordele ved vinterbadning

1o tips til en efterårsferie i naturen

Efterårsferien. Idéer til efterårsferie spændende idéer til gode naturoplevelser i Danmark. Sanketure.

Nyd naturen langsomt og genvind balancen

Nyd naturen langsomt og genvind balancen!
Langsomme, sanselige oplevelser i et naturligt miljø, giver din hjerne et velfortjent hvil

Pak bilen til dit næste udendørs eventyr

Bilernes Hus giver dig her gode råd til, hvordan du pakker bilen med det rette udstyr til dit næste udendørs eventyr.

Haglöfs – Fit for the Outside

Design, funktionalitet og holdbarhed er vigtigt når du skal vælge udstyr til dine outdoor-aktiviteter. Hos Haglöfs laver de udendørsbukser, der indfrier alt dette.

Cykelpigerne – Det sidste vers for denne omgang

Cykelpigerne kommer her med deres seneste, og i denne omgang, sidste indlæg fra deres cykeleventyr.

Læs om deres rejse i Thailand og turen hjem til Europa igen, hvor pigerne triller gennem Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland og til sidst, Danmark.

Naturen kommunikerer både i og omkring dig

Birgitte Pliniussen fra Navigazion.dk fortæller i dette skriv om, hvordan mennesket er en kilde til energi og hvordan vi efterlader aftryk med denne, hvor end vi går.

Danmarks Største Outdoor Festival er klar til udeliv for alle

16. august, 2023 | PressemeddelelseKontakt direktør, Isabel Benn Morgenstern, 21 28 77 54Danmarks Største Outdoor Festival er klar til udeliv for alle Foto: PRMens Smukfest og Roskilde trækker gæster til musikscenerne, så er det inspirationen til at komme mere ud, der...

Sådan pakker du til dit eventyr

Nordisk giver her tips og forslag til, hvordan du pakker til dit næste udendørs eventyr.