Vind i håret i Patagonien
Tekst og foto: Julie og Ida
De seneste uger er vi nået et godt stykke mod syd i det patagonske. Vi har sejlet rundt ved Marble Caves, inden vi er smuttet væk fra Carretera Austral med kurs mod Argentina og den patagonske slette. Turen har budt på endnu et bjergkryds, smil og gode snakke med andre rejsende, øde pampaområder og selvfølgelig den famøse vind.
Vind fra øst, vest, nord og syd på én gang
Vinden i Patagonien er uden sammenligning noget af det mentalt hårdeste og mest utilregnelige på denne tur. Vi har efterhånden prøvet os med meget vejr og terræn, samt mærket hvordan vores kroppe reagerer i de forskellige situationer. Når vi ser et bjerg, ved vi, at vi bliver forpustet på stigningen. På nedkørslen ved vi, at vi (læs Julie) bør tage lidt fart af for ikke at styrte. I regnvejr hopper vi i regntøjet, og ved stærk sol påfører vi solcreme. Men så er der vinden! Den kan man hverken forudse eller modarbejde – og især ikke i Patagonien. Vinden her gør de fleste af dagens rutiner udfordrende, og i det flade landskab er det dertil også en ret umulig opgave at finde læ. Den manglende læ gør nætterne og søvnen lidt spændende, da det kan rive og ruske i teltet hele natten. Derfor har vi (efter gentagne råd fra andre bikepackere) valgt at ændre vores rutine en smule. Dagen starter nu omkring kl 4.30, hvor alarmen ringer. Det betyder, at vi er klar til at cykle afsted ved solopgang mellem 6 og 6.30. Denne ændring gør, at vi ofte kan få et par forholdsvis vindstille timer om morgenen.
Vinden kan vende på en tallerken og sågar komme fra flere sider på én gang, men lige så modbydelig og hård en stabil mod- eller sidevind på 12-13 m/s kan være, lige så fantastisk kan den være, så snart den går i ryggen. En formiddag flyver vi afsted og kan slå lejr kl 11 med over 100 km i benene, uden at bruge specielt mange kræfter på at træde rundt. Det er faktisk en helt okay hviledag, hvis man spørger os…
Endeløs og ensfarvet natur
Vi bliver ofte spurgt, hvad vores favoritoplevelse har været på rejsen, og det er tæt på umuligt at svare på, da alle steder og lande har hver sine storslåede oplevelser og charmerende afkroge. Vi ved ikke, hvad vi egentlig synes om Patagonien. Vi har på ingen måde fortrudt vores tur hertil, men alt er råt og barsk grundet de vilde vejrforhold. Det gør også strækningerne øde, da der simpelthen bare er minimalt med byer og bebyggelse i denne del af Sydamerika. De små byer vi kommer til virker forladte og helt spøgelsesagtige. Ikke at de er det, men vinden gør det umuligt at have udsmykninger i haverne, og folk holder sig nok bare mere inden døre. I løbet af en cykeldag kan vi snildt blot møde 5-10 biler og ikke dele vores overnatningsspots med andre end en flok guanacoer.
Cykling er bare nemmest
Efter vores første uges tid i den argentinske del af Patagonien, kommer vi til byen El Calafate, som er kendt for at have verdens tredje største gletsjer, Perito Moreno, kun overgået af Antarktis og Grønland. Gletsjeren ligger 80 km vest for byen. De fleste vælger derfor at hitchhike frem og tilbage, så det vil vi også forsøge. Det går godt, og ikke længe efter at tommelfingeren er rakt ud, sidder vi i et argentinsk pars bil. De lover, at vi godt kan køre med dem retur til byen igen, så det er jo egentlig en meget lækker måde lige at spare penge på en alt for dyr turistbus.
Gletsjeren er helt vildt fascinerende, især at se og høre hvordan den kælver. Man går på små gangbroer for at studere den massive isblok fra flest mulige vinkler. Efter vi har taget diverse billeder, går det op for os, at vores lift ikke er lige bag os, som de ellers havde været hele tiden indtil da. Vi sætter jagten ind for at finde det argentinske par, hvilket åbenbart er en større udfordring end først antaget, da vi hverken har aftalt et mødested eller tidspunkt. Vi ender med at skiftevis lede aktivt og vente utålmodigt i tre timer på både gangbroer, restauranter og parkeringspladser. Da parken så småt begynder at lukke ned og busserne mellem parkeringspladserne stopper med at køre, får vi fat i en vagt, som kører rundt i parken for at hjælpe os med at finde dem.
En stor outdoorfamilie
Da vi, grundet den lange dag ved gletsjeren, ikke når alt det, der egentlig er planen, vælger vi at blive en dag ekstra. Det betyder, at vi tilfældigvis møder et par unge danskere, Matilde og Thor, som har slået deres telte op på hver side af os på campingpladsen. På den måde får vi os hurtigt
et par nye bekendtskaber, som vi tilbringer vores sidste dag i El Calafate med.
Ligeså øde og rå naturen mellem byerne er, lige så meget liv og højt humør er at finde i byerne. Mange turister vælger specifikt at tage til Patagonien for netop at opleve den unikke og barske natur. Her er en hel fantastisk stemning – bevares meget turistet, men størstedelen af turisterne er outdoorfolk, så det giver jo ofte anledning til at dele oplevelser og erfaringer. De fleste vælger også at blive i byerne for flere overnatninger, hvilket ofte betyder, at man støder ind i flere kendte cykelansigter fra tidligere på ruten.
Solotur I Torres Del Paine
Grunden til, at vi er taget ind til Puerto Natales er, at Julie gerne vil på en hike i Torres del Paine, en berømt chilensk nationalpark. Ida er ikke den helt store vandrer grundet knæ- og fodskader. For første gang i 5 måneder splitter vi op for en dag, og Julie tager afsted på solotur. Spørger man Julie, er denne tur, hvis ikke, så tæt på den vildeste og smukkeste oplevelse på rejsen indtil nu. Turen tur/retur er omkring 24 km og byder på ca 1000 højdemeter. Terrænet byder på alt fra flade grusstier til stejle bjergsider og klatreture gennem klippestykker, men helt fantastisk er det. Vandreturen går hurtigere end forventet, så det betyder 3 timers ventetid på bussen. Tilfældigvis kommer 21-årige Louise fra Schweiz forbi på cykel, så tiden flyver afsted, mens snakken går med hende og en guide fra parken.
Vi har indtil nu mødt mange mennesker på hele rejsen, men især i Patagonien, går der ikke en dag uden, at vi skaber nye venskaber og relationer, som iøvrigt fremadrettet kan blive gode kontakter at have ved hånden på fremtidige rejser. Vi deler alle kærligheden og interessen i cykelrejsen og outdoorlivet, og her er plads til mange flere, så hop på cyklen og kom afsted!
Vi tager nu hul på den sidste måned i Sydamerika, hvilket er helt ufatteligt. Vi vil nyde de sidste kilometer til det ypperste, selvom det nok skal blive pissekoldt og med konstant vind i ørerne. For at se om vi når hele vejen til verdens ende, Ushuaia, kan du følge os på både Instagram og Facebook under navnet Cykelpigerne.
