Vind i håret i Patagonien

Vind fra øst, vest, nord og syd på én gang

Vinden i Patagonien er uden sammenligning noget af det mentalt hårdeste og mest utilregnelige på denne tur. Vi har efterhånden prøvet os med meget vejr og terræn, samt mærket hvordan vores kroppe reagerer i de forskellige situationer. Når vi ser et bjerg, ved vi, at vi bliver forpustet på stigningen. På nedkørslen ved vi, at vi (læs Julie) bør tage lidt fart af for ikke at styrte. I regnvejr hopper vi i regntøjet, og ved stærk sol påfører vi solcreme. Men så er der vinden! Den kan man hverken forudse eller modarbejde – og især ikke i Patagonien. Vinden her gør de fleste af dagens rutiner udfordrende, og i det flade landskab er det dertil også en ret umulig opgave at finde læ. Den manglende læ gør nætterne og søvnen lidt spændende, da det kan rive og ruske i teltet hele natten. Derfor har vi (efter gentagne råd fra andre bikepackere) valgt at ændre vores rutine en smule. Dagen starter nu omkring kl 4.30, hvor alarmen ringer. Det betyder, at vi er klar til at cykle afsted ved solopgang mellem 6 og 6.30. Denne ændring gør, at vi ofte kan få et par forholdsvis vindstille timer om morgenen.

Vinden kan vende på en tallerken og sågar komme fra flere sider på én gang, men lige så modbydelig og hård en stabil mod- eller sidevind på 12-13 m/s kan være, lige så fantastisk kan den være, så snart den går i ryggen. En formiddag flyver vi afsted og kan slå lejr kl 11 med over 100 km i benene, uden at bruge specielt mange kræfter på at træde rundt. Det er faktisk en helt okay hviledag, hvis man spørger os…

Endeløs og ensfarvet natur

Vi bliver ofte spurgt, hvad vores favoritoplevelse har været på rejsen, og det er tæt på umuligt at svare på, da alle steder og lande har hver sine storslåede oplevelser og charmerende afkroge. Vi ved ikke, hvad vi egentlig synes om Patagonien. Vi har på ingen måde fortrudt vores tur hertil, men alt er råt og barsk grundet de vilde vejrforhold. Det gør også strækningerne øde, da der simpelthen bare er minimalt med byer og bebyggelse i denne del af Sydamerika. De små byer vi kommer til virker forladte og helt spøgelsesagtige. Ikke at de er det, men vinden gør det umuligt at have udsmykninger i haverne, og folk holder sig nok bare mere inden døre. I løbet af en cykeldag kan vi snildt blot møde 5-10 biler og ikke dele vores overnatningsspots med andre end en flok guanacoer.

Cykling er bare nemmest

Efter vores første uges tid i den argentinske del af Patagonien, kommer vi til byen El Calafate, som er kendt for at have verdens tredje største gletsjer, Perito Moreno, kun overgået af Antarktis og Grønland. Gletsjeren ligger 80 km vest for byen. De fleste vælger derfor at hitchhike frem og tilbage, så det vil vi også forsøge. Det går godt, og ikke længe efter at tommelfingeren er rakt ud, sidder vi i et argentinsk pars bil. De lover, at vi godt kan køre med dem retur til byen igen, så det er jo egentlig en meget lækker måde lige at spare penge på en alt for dyr turistbus.

Gletsjeren er helt vildt fascinerende, især at se og høre hvordan den kælver. Man går på små gangbroer for at studere den massive isblok fra flest mulige vinkler. Efter vi har taget diverse billeder, går det op for os, at vores lift ikke er lige bag os, som de ellers havde været hele tiden indtil da. Vi sætter jagten ind for at finde det argentinske par, hvilket åbenbart er en større udfordring end først antaget, da vi hverken har aftalt et mødested eller tidspunkt. Vi ender med at skiftevis lede aktivt og vente utålmodigt i tre timer på både gangbroer, restauranter og parkeringspladser. Da parken så småt begynder at lukke ned og busserne mellem parkeringspladserne stopper med at køre, får vi fat i en vagt, som kører rundt i parken for at hjælpe os med at finde dem.