Emma’s Everest – del 5
Emma’s Everest månedlig fællestræning. Kom med!
Tekst: Emma Østergaard
Foto: Emma Østergaard og Jakob Urth
Hver måned kan du deltage i Emma’s Everest fællestræning. En fællestræning, hvor vi sammen kan inspirere hinanden, motivere og mærke glæden, når pulsen stiger, sveden tørres af overlæben, og kroppen fyldes med glæde. Den glæde du ved, der kommer, når en virkelig god træning er gennemført. Ses vi?
Vi har ikke travlt, og vi skal ikke træne som OL-atleter.
Dét, vi skal, er at mærke fællesskabet, når vi træner sammen. Når vi deler oplevelsen, mærker endorfinerne kilde i kroppen, lader os inspirere af hinanden og får den fede ’efter-træning-følelse’. Måske du får ømme lægmuskler, mærker dine lårbasser eller må massere smilemusklerne. Fedest, så ved du nemlig, at træningen har været god.
Det er ikke afgørende, hvilken fysisk form du er i, eller hvor lang tid, du træner med. Og undervurdér nu ikke dig selv. Et fællesskab kan få dig længere, end du tror. Fællestræningen varierer fra gang til gang, hvor vi f.eks. tager på længere vandreture, små̊ hikes med rygsæk og trappetræning.
Har du din kalender fremme? Kanon. Så kan du notere, at der den sidste lørdag i måneden (oftest) er en Emma’s Everest fællestræning. Find mig på Instagram, Emma Østergaard, hvor jeg i starten af hver måned poster, hvad månedens fællestræning byder på, hvor vi mødes, og hvad vi sammen skal opleve. Er du frisk på at komme til månedens fællestræning, så skriv til mig på Instagram. I løbet af måneden finder du også små påmindelser om fællestræningen i mine stories.
Fællestræning giver dig mere end bare træning.
Med fællestræningen er mit håb, at den ikke blot er vores lille skub bagi til at komme ud og træne. Mit håb er, at den afføder et drive i dig. Giver dig et kick til skabe de gode muligheder for dig selv, overkomme de sure udfordringer og fortsætte med dine fantastiske mål.
Jeg mærker og hører deltagerne fortælle, hvordan energien og motivationen, de får fra fællestræningen, giver dem power. Kom med og mærk selv at ’du kan’, at du er stærk og mærk en motivation til at nå dine mål, små som store, gennem dedikeret arbejde.
Emma’s Everest fællestræning har indtil nu budt på blandt andet 10 km. vandretur i Mols Bjerge ved Trehøje, en 8 km. hike til Sukkertoppen i Gammel Ry, 2 timers trappetræning ved Ørneredens stejle ståltrappe i Aarhus og 10 km. vandretur på smukke trailstier i Marselisborgskovene syd for Aarhus. Og hey, har du et kanon forslag til en fællestræning, så lad mig vide.
Inkluderende power initiativer. Emma’s Everest Girlpowerprojektet, der lige er det ekstra.
Du har læst om, hvad en Emma’s Everest fællestræning går ud på. Har du lyst til at mærke min energi bag initiativet? Mærke, hvorfor fællestræningen blev til? Fedest, nu skal du høre.
Gennem mit girlpowerprojekt har jeg opbygget en mental styrke. En stolthed til at skyde brystet frem. En tro på mig sig. Og ikke mindst en uvurderlig, fantastisk læring, som jeg benytter i alle livets facetter. Det er en vild, og til tider skræmmende, udvikling.
For wow, det er crazy, hvad jeg har kastet mig ud i: da det slog klik for mig, og jeg startede Emma’s Everest. For projektet er også enormt pressende. Det er ikke altid sjovt. Det er hårdt. Men det er også meget mere end det. Det er lykkegivende, livsglædende, motiverende og jeg kunne fortsætte den positive opremsning.
Pointen er, at jeg i denne proces har lært at se og skabe mulighederne for mig. Jeg forstår at løse udfordringen, fordi jeg skaber mulighederne for det. Det er energien bag Emma’s Everest. Energien, du også kan få. Og energien, der står bag fællestræningen, som du kan blive en del af.
Vi ses!
Husk fortsat at følge med her på bloggen hos Outdoor365, hvor jeg hver 3. uge deler ud af Emma’s Everest. Følg også med på Instagram, hvor jeg deler ud af hverdagens gøren, træning, oplevelser, og ikke mindst tager dig med i de helt specielle, ærlige og mindeværdige øjeblikke, når jeg er på tur og ekspedition. Du kan også læse mere på www.emmaseverest.dk.